Piriformis-musklen

Piriformis-musklen er en lille muskel, der udspringer fra korsbenet og fæster på ydre lårbensfremspring (trochanter major). Musklen hjælper til med at roterer låret udad.

Piriformis muscle

Desværre løber den også henover ischiasnerven (nervus ischiadicus), som er løber fra den nedre del af ryggen, ned igennem benet og ned i foden. Ischiasnerven er på tykkelse med en lillefinger. Når Piriformis-musklen bliver spændt eller øm, for eksempel på grund af overbelastning, klemmer den på ischiasnerven, hvilket kan medføre smerter i ballen som kan stråle ud i benet.

Det kan gøre ret ondt, f.eks at sidde eller ligge.

Gæt hvorfor jeg ved det…

Advertisements

Fucking luksusproblemer

Gruset knaser under løbeskoene da jeg løber ud på havnen. Det er koldt og vinden ude fra vandet stikker og prikker i ansigtet. Jeg tænker på de sidste 14 frustrerende arbejdsdage, som har været præget af alt muligt andet end fornuft. Små menneskers magtliderlige obstruktioner forpester min hverdag og tankerne kredser igen om Gøgereden, som jeg har besluttet mig for at gense.

Mit løbeur viser at pulsen nærmer sig min syregrænse. Jeg sætter farten en smule ned, taget nogle dybe indåndinger og prøver at slappe lidt af. Pulsen falder en smule og jeg kigger ud over vandet.

Ude i vandet står resterne af den gamle jernbanebro. Op af vandet stikker en enlig bropille og jeg prøver at forestille mig hvordan området så ud, før strækningen blev nedlagt i 1936.

Tankerne vender tilbage til nutiden, og kredser om ansættelseskontrakten. Den kom med posten igår, og har været en uge undervejs. Det er tanken om at den var på vej, er har holdt mig oppe i den forgange uge, men nu hvor den ligger på køkkenbordet, ligner den slet ikke den redningsplanke jeg havde håbet den ville være. Jobbeskrivelsen i kontrakten ligner slet ikke det job, som jeg syntes jeg var blevet stillet i udsigt i løbet af samtalerne.

Løbeuret viser at pulsen igen er steget, så jeg prøver igen at slappe af. Jernbanebroen var en del af en strækningen fra Ringsted til Hillerød og åbnede i 1925 men blev nedlagt kun 11 år efter. Den nåede aldrig at blive færdigbygget. Jeg tænker at dansk trafikpolitik aldrig har været særlig visionær.

Stien fører mig forbi vikingebopladsen. Jeg overvejer kort om jeg skal løbe igennem bopladsen eller udenom, men beslutter mig at løbe udenom. Så undgår jeg pløret, tænker jeg.

Pludselig bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig får mulighed for at lave de ting vi har talt om under samtalerne. Det var ellers de ting som gjorde jobbet interessant, men de er ikke nævnt i jobbeskrivelsen. Det var samme fornemmelse jeg havde efter første samtale, men under anden samtale forsikrede de mig om, at jeg selvfølgelig blev ansat til de ting vi havde talt om. Tvivlen kører rundt i kroppen på mig. På den ene side har jeg et arbejde uden fremtid i og på den anden side virker alternativet ikke længere attraktivt.

Med kontrakten i baghovedet, overvejer jeg om jeg skal løbe højre eller venstre da vejen deler sig. Jeg løber venstre, men ombestemmer mig og løber tilbage og mod højre. Det bringer mig nemlig hurtigere hjem, for nu har jeg opgivet at løbe mere for idag. Jeg bliver nødt til at få truffet en beslutning om det job.

Så kan jeg lære det – not

Så skete det igen: Jeg fik overbelastet benene med løb – måske. Det er en gylden regel om, at man kun skal øge distancen med 10% om ugen, men det har jeg ikke tålmodighed til. Tidligere er det gået godt, hvis jeg har øget måske 30% og så holdt den distance 2-3 uger til kroppen var med igen,

I søndags fik jeg en uventet mulighed for en løbetur. Den ældste passede sin landsholdstræning og den yngste var i teateret med en veninde. Jeg havde derfor nogle timer helt for mig selv, så jeg hoppede selvfølgelig i løbeskoene. Sådan en chance kunne jeg ikke lade gå fra mig – heller ikke selvom det regnede og stormede en del.

Det undrede mig godt nok hvorfor mine ben var så tunge, så jeg kortede turen af, og sprang de sidste par kilometer over. Da jeg kom hjem var min lægge ømme, så jeg ville strække ud. Jeg stillede mig på et trappetrin og strakte først den ene læg og så den… av. Det føltes bare helt forkert.

Om det er overbelastning eller forstrækning ved jeg ikke. Jeg antager at de er lidt af begge dele. Senen har nok været dejligt blød og varm og måske en anelse slidt – og så har strækket lige presset den ud over kanten.

Nå, men jeg kan da trøste mig selv med, at min halten er til stor morskab for mine kollegaer.

Apropos vanvittige udfordringer…

…så kom jeg jo til at melde mig til en trail camp på Bornholm som afsluttes med 25 km terrænløb. Da jeg ikke engang kan løbe så langt på flad vej, er jeg lidt i problemer, men nu tror jeg, at jeg har fundet en løsning.

Den 31. December afholdes Änglamark Nytårsløb. Løbet har en halvmarathon-distance, og den har jeg tænkt mig at løbe. Jeg kan vist lige nå at træne op til det. Hvis det lykkedes mig at gennemføre det, tror jeg også på at jeg kan løbe 25 km til foråret. Efter Änglamark-løbet vil jeg så styrketræne, så jeg kan få lidt mere styrke i baller og bagsiden af lårene – og ellers bare håbe det bedste.

Oprindeligt havde jeg en tanke om at løbe en halv-marathon til foråret, men den kommer jeg nu til at løbe allerede i december, og forårets udfordring bliver de 25 km terrænløb. Jeg har ingen forventinger om at skulle prøve kræfter med et marathon, og da slet ikke i år, så jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kaste mig over resten af 2012 – men så idag fik jeg en mail…

DIRT Extreme

Av, av – mine stakkels ben

På søndag er der Bakke Challenge. Jeg vandt desværre ikke det Garmin FR 610 som de havde på højkant, men jeg har i det mindste fået trænet. Faktisk har jeg fået løbet stabilt 3 gange om ugen de sidste 2 måneder, hvilket er en delvis sejr for mig.

Da jeg begyndte at løbe i maj i år, sprang jeg stort set fra at løbe 15 km/år, til 15 km/uge. Dette gik overraskende godt, men da jeg begyndt at cykle til og fra arbejde oveni, gik det galt. Jeg har godt 42 km hver vej, og det var mere end senerne ville være med til. Det kostede en træningspause, men jeg var hurtigt igang igen. Det gik faktisk så godt, at jeg i tirsdags tænke, at jeg skulle smide lidt styrketræning oveni. Jeg skulle nok ikke have haft squat’et – eller i det mindste med færre kilo – for av-av. Idag gjorde det ondt. Jeg ved ikke helt om det var en god ide at løbe idag, men det føltes som om det bare var musklerne, så jeg gjorde det alligevel.

Nu glæder jeg mig bare til løbet på søndag og håber det bedste

Travlhed og 80’er-fest

Mit mål var egentlig at prøve om jeg kunne skrive et nyt indlæg til bloggen hver uge, men nu er det gået væsentligt mere siden sidst. For en gangs skyld skyldes det, at jeg har haft noget at se til. Jeg har blandt andet været til 80’er-fest, løbet Eremitageløbet og været nogle dage i Holland til et rulleskøjtestævne.

80’er-festen foregik der hvor jeg boede som barn. Jeg var tilflytter og kom aldrig til at føle byen som hjemme og flyttede da også fra den som 18-årig – så hurtigt jeg kunne. Jeg har stadig en smule kontakt med nogle få der stadig bor i området og var blevet lokket med.

Egentlig havde jeg ikke de store forventninger, men må indrømme at arrangørerne havde gjort et stor stykke arbejde for en autentisk 80’er-stemning. Ikke alene blev festen afholdt i en sportshal (…) men området foran indgangen var fyldt med tomme dåser, tomme flasker og diverse poser af plast med yderligere flasker. Desuden havde de arrangeret det sådan, at allerede efter forretten var den første klar til udpumpning.

Meget autentisk.

En festdeltager fandt dog på at vække den… erhm… trætte kvinde ved at nive hende hårdt til hun skreg som en gris. Efter et par flade var hun frisk nok til næsten at kunne sidde på en stol. Hun skulle kun have lettere støtte af sine sidemænd.

Diskoteket spillede både smølfesange og andre fantastiske 80’er-hits, så aftenen var næste fuldendt. Det eneste minus var, at jeg dagen efter skulle løbe Eremitageløbet og derfor var ædru hele aftenen, så oplevelsen kommer til at stå tydeligt i min erindring resten af mit liv.

Hollandsturen og Eremitageløbet vender jeg tilbage til.