Bakke Challenge

Så er tilmeldingen til BakkeChallenge på plads. I behøver ikke skynde jer med tilmeldingen, det bliver alligevel mig der vinder det Garmin Forerunner 610 der er udloddet.

For at blive god til at løbe på bakker skal man træne på bakker, tænker jeg. Heldigvis ligger der en lille bakke ca 2 km fra hvor jeg bor. Det passer perfekt med at jeg kan løbe en lille omvej derover, og derved får en lille opvarmnings-tur på ca 3 km først. Hvis jeg løber lige hjem, kan jeg jogge af over 1,5-2 km.

Bakken stiger ca 30 meter over 500 meter (ca 6%) fra den en side og ca 12 meter over 300 meter (ca 4%) fra den anden side. Fra den lange siden er der en grus-sti og stigningen ujævn og er et enkelt sted omkring 30-40% (gætter jeg på. Der er en trappe), men jeg tror den egner sig godt til nogle seje løb opad. Stien på den anden side er flisebelagt og lægger op til nogle spurter.

Derudover tror jeg, at jeg skal supplere med nogle grundløb på ca 10 km. Jeg kommer desværre nok først på bakken i weekenden, men jeg glæder mig.

Advertisements

Jeg gjorde det

Det er ikke fordi jeg er den store løber, men det skal ikke forhindre mig i, at stikke armene i vejret og glæde mig over, at jeg idag har gennemført mit første motionsløb – FriLøbet på 10 km.

Løbet gik igennem København og var kun lettere generet af cykel vm og turister. Tiden var ikke imponerende som 12-årige Clara Kall’s, men vigtigere er, at jeg tiden er under den grænse jeg havde sat mig som mål. Jeg er desuden blevet lidt klogere på hvor hårdt jeg kan presse mig selv, så jeg regner med at være hurtigere næste gang. Da jeg kun har løbet i ca 3 måneder nu, er jeg svært tilfreds.

Næste gang skal være snart. Måske BakkeChallenge

Plans are useless but planning is indispensable

I fredags gik endnu en ting op for mig: jeg har aldrig selv skulle planlægge min egen træning.

Siden jeg begyndte til fodbold som 6-årig, har andre stået for min træning. Selvom jeg har dyrket rigtig meget sport i mine yngre dage, har jeg aldrig skænket selve træningen en tanke. Dengang jeg svømmede, hængte min træner et program på start-skamlen, og så kunne vi følge det eller lade være. Han var en fantastisk træner, som lærte mig, at man skulle træne for sin egen skyld – ikke for hans eller andres skyld. Det gjorde mig til klubbens næst-hurtigste på 100m fri.

Det er ikke svært at planlægge sin egen træning. Der findes en masse gode råd på nettet, og med min ny-vundede viden om pulstræning, var det ikke svært at sammensætte en plan for træningen og gå igang – men så sker der noget i parallel-universet, det dér “virkeligheden”. I mit tilfælde var det en skade som følge af overtræning og det kostede mig en pause.

Heldigvis kender jeg min krop rigtig godt, og jeg kender signalerne, så jeg kan reagere i tide. Jeg slap med 14 dages pause, men det har betydet, at jeg har revurderet mine træingsplan. Den var tydeligvis for hård. Det er svært at acceptere at jeg er blevet ældre og nok skal tage det mere med ro end jeg har lyst til. Heldigvis er jeg igang igen og imorgen skal jeg deltage i mit livs første motionsløb.

Uanset hvilket plan man dyrker sport på, er det at lytte til sin krop det vigtigste. Træningsplaner, kostplaner, mål og drømme er intet værd, når først skaden rammer. Faktisk er de intet værd overhovedet. Det vigtige er selve planlægningen – selve det, at stoppe op, vurdere sit niveau, for derefter at finde ud af, hvad der skal til, for at komme på det niveau man gerne vil være. Man må gerne lægge en plan, men man skal huske på, at træningen skal tage udgangspunkt i virkeligheden – i dagsformen. Det nytter ikke at løbe 15 km fordi det står i planen, når knæet værker allerede inden man kommer afsted. Så går det bare galt. Man kan også komme til at køre sig selv så hårdt, at formen bliver dårligere i stedet for bedre.

En anden ting der også er gået op for mig er, at der ikke er den store forskel på, om man planlægger sin træning eller leder et projekt: det handler begge dele mere om planlægning end om at følge en plan. Desværre er der ofte mere fokus på planerne end planlægning – og planerne følges slavisk selvom virkeligheden ændrer sig. Konsekvenserne af dette er ikke så tydelige i IT-projekter som i sport. Projekterne koster lidt mere end budgetteret, leveres senere end planlagt og der er måske smuttet nogle medarbejder i processen – men det tages ikke alvorligt, for der er forskel på Chickens and Pigs. Hvis jeg skulle gennemføre min træning på samme måde, ville jeg sansynligvis være invalid på nuværende tidspunkt. Men det er jeg ikke, for jeg er en “Pig” og er tvunget til at tage udgangspunkt i virkeligheden – frem for planerne.

Mon ikke det var netop det Dwight D. Eisenhower havde i tankerne, da han i sin tale til National Defense Executive Reserve Conference i 1957 sagde:

I tell this story to illustrate the truth of the statement I heard long ago in the Army: Plans are worthless, but planning is everything

Jeg ville ønske at flere projektledere dyrkede sport…

Pulstræning, min nye religion

Af forskellige årsager, har jeg besluttet mig for at komme i form igen. Pulstræning er relativt nyt for mig. Jeg har godt nok været indehaver at et trofast Polar pulsur i mange år (var en gave), men skal indrømme, at jeg nok aldrig rigtig forstod at bruge det. Det hænger nok sammen med, at jeg altid har hadet at løbe, og derfor ikke rigtig så nogen grund til at bruge for meget tid på uret.

Det ændrede sig henover sommeren, da jeg efter en arbejdspladsrotation, kom til at sidde sammen med to kollegaer, hvor den ene er cykelrytter og den anden triatlet. De vidste en del om pulstræning. Langsomt fik jeg styr på de grundlæggende ting omkring pulszoner, en ny verden åbnede sig og pludselig blev det rent faktisk sjovt at løbe.

I et forsøg på at bestemme min hvilepuls, har jeg målt min puls i hvile nogle gange henover nogle uger, for så bruge middelværdien. Indtil videre har den svinget meget -rigtig meget, så jeg mangler stadig en fornemmelse af, at den svinger omkring en bestemt værdi. Det har dog primært ligget i intervallet 53-60. I begyndelsen af sidste uge lå den pludselig i intervallet 70-80, og nogle dage senere blev jeg syg. Fredag havde jeg det bedre og lørdag var min hvilepuls så faldet igen, og lå i intervallet 48-53, så jeg besluttede mig for at jeg måtte være rask.

Jeg er nu dybt fascineret af, hvad man med den lille pulsmåler, kan aflæse om kroppens tilstand. Det er helt sikkert at det lille dyr kommer til bestemme mere over min træning end vind og vejr i fremtiden. Polaruret er blevet suppleret med et Garmin med GPS, men Garmins kan vist ikke helt det samme på pulsfronten som Polaruret, så det kan være jeg kommer til at veksle lidt imellem dem. Polaruret kan jeg også svømme med, da ur og pulssensor er vandtæt til hhv 50 og 30 meter. Garmin lover kun vandtæt nok til brug i regnvejr.

Overtræning, jeg hader dig

Engang var jeg i god form. Jeg har svømmet på højt plan, vundet en masse ting i håndbold og alt muligt andet, som jeg har dyrket og jeg har trænet karate, så der ikke var plads til andet i mit liv.

Så fik jeg børn…

Nu er de endelig blevet så store, at jeg kan lade dem være alene hjemme og løbe eller cykle mig en tur. Henover sommeren har jeg langsomt fået sat træningen lidt i system, og har opdaget at min grundform har det væsentlig bedre end min krop. Dette har selvfølgelig medført, at jeg i mine knæ har en ikke-naturlig “ømhed”, da jeg har løbet og cyklet længere og hårdere end senerne har kunnet holde til. De sidste 3 løbeture har gjort ondt, og det endda selvom jeg har holdt en ekstra restitutionsdag imellem. Nu vil jeg prøve at nøjes med grundløb med en ekstra restitutionsdag imellem i de næste par uger og se tiden an.

Øv, hvor jeg hader det.

Dagens citat, midt i en valgkamp

Midt i valgkampen, hvor de tomme løfter flyder, hvor een vælgergruppe forsøges købt med en anden vælgergruppes penge kan det være svært at tage dansk politik rigtigt seriøst. Derfor grinede jeg også højlydt, da en ven skrev følgende på twitter:

Jeg stemmer Cirkus Benneweis! De offentliggør et program, gennemfører det, rydder pænt op efter sig – og kalder en klovn for en klovn