Så kan jeg lære det – not

Så skete det igen: Jeg fik overbelastet benene med løb – måske. Det er en gylden regel om, at man kun skal øge distancen med 10% om ugen, men det har jeg ikke tålmodighed til. Tidligere er det gået godt, hvis jeg har øget måske 30% og så holdt den distance 2-3 uger til kroppen var med igen,

I søndags fik jeg en uventet mulighed for en løbetur. Den ældste passede sin landsholdstræning og den yngste var i teateret med en veninde. Jeg havde derfor nogle timer helt for mig selv, så jeg hoppede selvfølgelig i løbeskoene. Sådan en chance kunne jeg ikke lade gå fra mig – heller ikke selvom det regnede og stormede en del.

Det undrede mig godt nok hvorfor mine ben var så tunge, så jeg kortede turen af, og sprang de sidste par kilometer over. Da jeg kom hjem var min lægge ømme, så jeg ville strække ud. Jeg stillede mig på et trappetrin og strakte først den ene læg og så den… av. Det føltes bare helt forkert.

Om det er overbelastning eller forstrækning ved jeg ikke. Jeg antager at de er lidt af begge dele. Senen har nok været dejligt blød og varm og måske en anelse slidt – og så har strækket lige presset den ud over kanten.

Nå, men jeg kan da trøste mig selv med, at min halten er til stor morskab for mine kollegaer.

Advertisements

Tomhed

Jeg trykkede “1-1-Enter” på kaffeautomaten – kaffe, sort. Automaten begyndte at kværne bønnerne, så jeg hørte ham ikke komme ind i det lille the-køkken.

“Ja, jeg prøver jo bare at hjælpe så godt jeg kan…”, sagde han.

Jeg havde godt set ham før. Han sad helt nede i den anden ende af storrumskontoret, men jeg havde aldrig talt med ham. Cirka min egen højde men dobbelt så bred og overarme på størrelse med lår. Hvis han havde haft en tatovering på halsen og ikke havde haft sine varme øjne, havde jeg tabt kaffen, skidt i bukserne på stedet og løbet ind og gemt mig under mit bord. Heldigvis udstrålede han varme og så ikke det mindste farlig ud som han stod der og slog opgivende med armene.

Hans udsagn refererede til en diskussion der havde været på inde i storrumskontoret umiddelbart inden. Mønsteret i diskussionen var det samme som altid: Mange der ønskede at ret – og meget få der havde ret. Jeg tror vi begge var fortrukket fra den frugtløse diskussion. Dem som ønskede at ret, var også de mest vedholdende. Vi vendte kort emnet for den foregående diskussion, og han kom med nogle indsigtsfulde betragtninger som vækkede min nysgerrighed. Han var klart en som var værd at lytte til.

I knap 2 år har jeg nu lyttet, diskuteret og arbejdet sammen med en af de mest inspirerende og vidende kollegaer jeg nogensinde har haft – og det gælder både fagligt og menneskeligt.

Idag var det så hans sidste arbejdsdag.

Øv.

Det bliver meget tomt og trist i morgen…

Øv, øv, øv.

Learning from mistakes

Today I read the following tweet:

No matter how many mistakes you make or how slow you progress, you are still way ahead of everyone who isn’t trying.

My first thought was: “yeah, but you’re still way behind everyone that already know their limitations“. The misconception that you learn from mistakes, is far more widespread than I thought. When my kids are doing their math homework, the learn because they repeat doing it right. When they do something wrong, I will show them how to do it correct and then they continue doing it right.

I would love to rephrase the above quote to something like this:

If you keep making mistakes or progress slowly, you should either stop doing whatever you are doing or find yourself someone to teach you to do it right

Apropos vanvittige udfordringer…

…så kom jeg jo til at melde mig til en trail camp på Bornholm som afsluttes med 25 km terrænløb. Da jeg ikke engang kan løbe så langt på flad vej, er jeg lidt i problemer, men nu tror jeg, at jeg har fundet en løsning.

Den 31. December afholdes Änglamark Nytårsløb. Løbet har en halvmarathon-distance, og den har jeg tænkt mig at løbe. Jeg kan vist lige nå at træne op til det. Hvis det lykkedes mig at gennemføre det, tror jeg også på at jeg kan løbe 25 km til foråret. Efter Änglamark-løbet vil jeg så styrketræne, så jeg kan få lidt mere styrke i baller og bagsiden af lårene – og ellers bare håbe det bedste.

Oprindeligt havde jeg en tanke om at løbe en halv-marathon til foråret, men den kommer jeg nu til at løbe allerede i december, og forårets udfordring bliver de 25 km terrænløb. Jeg har ingen forventinger om at skulle prøve kræfter med et marathon, og da slet ikke i år, så jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kaste mig over resten af 2012 – men så idag fik jeg en mail…

DIRT Extreme

Bakke Challenge gennemført

…eller: “En hård weekend overstået

I fredags var jeg til fest på arbejdet. Jeg havde haft en del forbehold, blandt andet fordi festen kun bestod af IT-afdelingen – dvs primært mænd – og så fordi underholdningen sidste år blev leveret af en transvistit… Jeg havde besluttet at jeg ville rejse mig og gå, hvis det var noget lignende i år. Det var det heldigvis ikke.

Manden jeg jeg sad overfor under spisningen, var en hyggelig ældre (end mig) fyr, som var chef for en af de andre afdelinger. I forsøget på at bryde isen, begyndte han at spørge til mit arbejde. Det var nok det sidste jeg gad at tale om. For det første havde jeg fri og for det andet sad chefens chef ved siden af ham, og jeg har lært at man skal vare sin mund – specielt når der er chef-chefer eller chef-chef-chefer til stede. Jeg vred og snoede mig for at undgå at sige noget konkret.

Det skulle vise sig at heldet var med mig, for han kommenterede min danskvand. Så benyttede jeg lejligheden til at nævne at jeg skulle løbe Bakke Challenge søndag. Det viste sig at han også løb, og så gik snakken – og heldigvis om noget andet end arbejde.

Min livsfilosofi handler meget om, at man skal udnytte det man har til fulde. Da mit heldbred stadig er godt, skal det selvfølgelig udnyttes og derfor løber, cykler og styrketræner jeg – bare fordi jeg kan. Og engang imellem kaster jeg mig ud i nogle udfordringer, som giver mig en vanvittig tilfredstillelse af gennemføre – og jeg gør det fordi jeg kan. Af samme grund er jeg dybt misundelig på min gamle gymnasiekammerat, Henrik, som for nylig deltog i et ekstremløb gennem Sahara – 250 km på 7 dage. Vi fik os en lang og god snak om denne filosofi, manden overfor og jeg.

En anden ting vi også fik talt om ved bordet, var “Vild med dans”, som alle, inklusiv mig selv, nægtede at vi så. Derfor var jeg også overrasket over at høre, hvor mange detaljer de egentligt kunne om programmet, f.eks. navne på de medvirkende. Nu er programmet vist mest for fallerede kendisser og jeg genkendte da heller ikke så mange af navnene – udover Tommy Kenter, men det er vist længe siden han har været kendt. Men een ting vi kunne blive enige om var dog, at det ikke var værd at se. Eller som min borddame så diskret udtrykte sin civilstand: “Jeg ser det kun sammen med børnene – altså kun hver anden uge“. Heldigvis nåede vi at runde danse-emnet af inden hendes civilstand begyndte at dominere samtalen, og kort efter kom den planlagte underholdningen på: “Samba-dansere” (Jeg tror det var samba. Jeg kan genkende head-banging og folk med 2 venstrefødder – alt andet er en grynet klump for mig) . Intet kunne have ligget smukkere i forlængelse af samtalen. Det gav mig dog tid til at tjekke telefonen for beskeder og emails samt kvidre lidt på twitter.

Efter maden blev vi gennet ovenpå, hvor der var bar og diskotek. Ved synet af diskoteket fik jeg flash-backs til den nyligt overståede 80’er-fest, men musikken var heldigvis en anden. Udover det obligatoriske fadølsanlæg ovre i hjørnet, var der også en strand-cocktail-bar – I ved, sådan et bord fyldt med halm og fiskenet. Her gik det så desværre galt, for de havde hyret verdens bedste og kønneste bartender, som på opfordring blandede de ondeste drinks til mig. Det som var på kortet var noget frygteligt sødt lort, så jeg bad hende finde på noget selv. Hun ligefrem livede op hver gang, lidt som en mad-entusiast der hygger i et velassorteret køkken og det syntes jeg egentlig at hun skulle have lov til. Lørdag havde jeg de vildeste tømmermænd og havde inviteret til spisning…

Efter tidligere at have afprøvet Sophyducks kinesiske and med blommer, havde jeg planlagt at gentage succesen. Duften af rå and går ikke godt sammen med tømmermænd, så den blev hurtigt klargjort og marineret og sat tilbage i køleskabet. Heldigvis efterlader retten rigeligt med tid til sofa-ligning og avis, så midt på dagen var det værste aftaget, og svimmelheden til at leve med. Aftenen forløb stille og roligt – heldigvis – så jeg kunne komme nogenlunde tidligt i seng.

Tømmermændene var nogenlunde overstået søndag, da jeg stod ude på Amager og ventede i startområdet. Selvfølgelig havde jeg valgt 10 km-ruten. Jeg gider næsten ikke løbe mindre, jeg vil jo også have noget for det penge jeg har betalt for startnummeret. Selvom hovedet havde det bedre, sad fredagens effekten af alkohol i kroppen endnu. Ruten var lagt sådan at der var ca 2 km på et fladt stykke, så ca 1 km som gik henover 3 bakker et par gange, og så ca 2 km tilbage til startområdet – og så en omgang mere.

På disse 10 km lærte jeg en del ting om mig selv, blandt andet at det kun er hårdt, hvis man tror det er hårdt. Det lykkedes mig flere gange at overvinde mig selv og finde flere kræfter til at holde tempoet oppe – også op af bakkerne. Det lykkedes mig at komme i mål, kun 20 sekunder langsommere end den tid jeg havde sat som mit mål.

Men det var stadig hårdere en jeg havde regnet med. Jeg håber at det var på grund af fredages fest, for jeg har meldt mig til Salamon Trail Camp på Bornholm til foråret, og det slutter af med et løb 25 hårde kilometer – og jeg kan endnu ikke løbe 25 km, bare i fladt terræn…

Lad træningen begynde