Invasion of the Body Snatchers?

Hun begyndte på arbejdspladsen samme dag som jeg. Jeg kan huske hende fra introduktionsforløbet. Nyuddannent, sød og smilende. Altid velklædt, på den der farverige studerende-agtige måde, som jeg synes er så charmerende. Hendes øjne strålede når hun smilede, hvad hun gjorde en del, specielt når hun fortalt om de ting hun skulle arbejde med. Jeg blev lidt forelsket hver gang hun grinede.

Idag så jeg hende igen. Oppe i kantinen. Skarp i tøjet. Hendes dyre sorte og hvide sæt sad nådesløst perfekt og fremhævede hendes kvindelighed uden at signalere noget sexuelt. Ren profesionalisme. Men munden var stram, læberne smalle og endte i en lille nedadgående bue og blikket var dødt. Totalt dødt. Helt uden liv eller glæde.

What the hell happened?

Advertisements

Piriformis-musklen

Piriformis-musklen er en lille muskel, der udspringer fra korsbenet og fæster på ydre lårbensfremspring (trochanter major). Musklen hjælper til med at roterer låret udad.

Piriformis muscle

Desværre løber den også henover ischiasnerven (nervus ischiadicus), som er løber fra den nedre del af ryggen, ned igennem benet og ned i foden. Ischiasnerven er på tykkelse med en lillefinger. Når Piriformis-musklen bliver spændt eller øm, for eksempel på grund af overbelastning, klemmer den på ischiasnerven, hvilket kan medføre smerter i ballen som kan stråle ud i benet.

Det kan gøre ret ondt, f.eks at sidde eller ligge.

Gæt hvorfor jeg ved det…

Stealing Without Remorse

Oh, it is such a drag when people steal your work.

Even thought the photographer released this picture under Creative Commons, the little bugger who used it just had to crop of the credit.

Why?

The steal

The original

UPDATE: As the comment to this post states, proper accreditation has now been promised – but still no remorse

UPDATE: It seems that they decided to remove the cropped picture from the site

Fucking luksusproblemer

Gruset knaser under løbeskoene da jeg løber ud på havnen. Det er koldt og vinden ude fra vandet stikker og prikker i ansigtet. Jeg tænker på de sidste 14 frustrerende arbejdsdage, som har været præget af alt muligt andet end fornuft. Små menneskers magtliderlige obstruktioner forpester min hverdag og tankerne kredser igen om Gøgereden, som jeg har besluttet mig for at gense.

Mit løbeur viser at pulsen nærmer sig min syregrænse. Jeg sætter farten en smule ned, taget nogle dybe indåndinger og prøver at slappe lidt af. Pulsen falder en smule og jeg kigger ud over vandet.

Ude i vandet står resterne af den gamle jernbanebro. Op af vandet stikker en enlig bropille og jeg prøver at forestille mig hvordan området så ud, før strækningen blev nedlagt i 1936.

Tankerne vender tilbage til nutiden, og kredser om ansættelseskontrakten. Den kom med posten igår, og har været en uge undervejs. Det er tanken om at den var på vej, er har holdt mig oppe i den forgange uge, men nu hvor den ligger på køkkenbordet, ligner den slet ikke den redningsplanke jeg havde håbet den ville være. Jobbeskrivelsen i kontrakten ligner slet ikke det job, som jeg syntes jeg var blevet stillet i udsigt i løbet af samtalerne.

Løbeuret viser at pulsen igen er steget, så jeg prøver igen at slappe af. Jernbanebroen var en del af en strækningen fra Ringsted til Hillerød og åbnede i 1925 men blev nedlagt kun 11 år efter. Den nåede aldrig at blive færdigbygget. Jeg tænker at dansk trafikpolitik aldrig har været særlig visionær.

Stien fører mig forbi vikingebopladsen. Jeg overvejer kort om jeg skal løbe igennem bopladsen eller udenom, men beslutter mig at løbe udenom. Så undgår jeg pløret, tænker jeg.

Pludselig bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig får mulighed for at lave de ting vi har talt om under samtalerne. Det var ellers de ting som gjorde jobbet interessant, men de er ikke nævnt i jobbeskrivelsen. Det var samme fornemmelse jeg havde efter første samtale, men under anden samtale forsikrede de mig om, at jeg selvfølgelig blev ansat til de ting vi havde talt om. Tvivlen kører rundt i kroppen på mig. På den ene side har jeg et arbejde uden fremtid i og på den anden side virker alternativet ikke længere attraktivt.

Med kontrakten i baghovedet, overvejer jeg om jeg skal løbe højre eller venstre da vejen deler sig. Jeg løber venstre, men ombestemmer mig og løber tilbage og mod højre. Det bringer mig nemlig hurtigere hjem, for nu har jeg opgivet at løbe mere for idag. Jeg bliver nødt til at få truffet en beslutning om det job.

Verdens længste dag

Jeg kigger op på uret. Det er et af den slags ure, som man huske fra skolen. Sådan et stort, hvidt ur der hænger fra loftet og hvor man kan se hvad klokken er fra begge sider. Sorte streger, i serier af 4 korte og 1 lang, indeler skiven og hjælper urets visere med at håne mig. Dagen snegler sig afsted, alt imens jeg kan mærke rastløsheden i kroppen. Der er tusinde steder jeg hellere ville være, tusinde ting jeg hellere ville lave. Om nogle timer begynder min juleferie, og dette bliver verdens længste dag.

Gamle dreng

Han bukkede sig og rejste en cykel. Den lå i bunken mellem de andre, ved cykelparkeringen ved s-togsstationen. Jeg fangede ham ud af øjekrogen, ved ikke rigtig hvad det skyldtes, men pludselig kunne jeg se han så bekendt ud.

“Jens”, råbte jeg. Han kiggede på mig. Jo, den var god nok, det var ham. Pludselig føltes det som uendelig længe siden jeg sidst havde set ham. Det var det også. Det var vel en gang i sommers, og jeg kunne mærke at jeg savnede at være sammen med ham og hans hustru.

Dengang, omkring skilsmissen, formåede de at skabe et sted der var trygt at være. Jeg elskede at være i deres hus. Det var hans hustru der først havde set at den var gal med mig, den dag hvor hun spurgte mig om jeg var ok. Det var jeg ikke, men det var først da det hele væltede ud af mig, at jeg indså hvor galt det stod til.

Jeg skyndte mig at lave en aftale om at ses i det nye år. Damn, hvor jeg glæder mig. Alle burde have den slags venner.

Note to self

De sidste par måneder har jeg forsømt mit kamera. Jeg har stort set ikke fået taget et billede, udover bestillingsbilleder. Jeg trænger til at sætte farten ned, åbne sind og øjne og få skudt nogle billeder.

Det må blive i det nye år…