Gruset knaser under løbeskoene da jeg løber ud på havnen. Det er koldt og vinden ude fra vandet stikker og prikker i ansigtet. Jeg tænker på de sidste 14 frustrerende arbejdsdage, som har været præget af alt muligt andet end fornuft. Små menneskers magtliderlige obstruktioner forpester min hverdag og tankerne kredser igen om Gøgereden, som jeg har besluttet mig for at gense.

Mit løbeur viser at pulsen nærmer sig min syregrænse. Jeg sætter farten en smule ned, taget nogle dybe indåndinger og prøver at slappe lidt af. Pulsen falder en smule og jeg kigger ud over vandet.

Ude i vandet står resterne af den gamle jernbanebro. Op af vandet stikker en enlig bropille og jeg prøver at forestille mig hvordan området så ud, før strækningen blev nedlagt i 1936.

Tankerne vender tilbage til nutiden, og kredser om ansættelseskontrakten. Den kom med posten igår, og har været en uge undervejs. Det er tanken om at den var på vej, er har holdt mig oppe i den forgange uge, men nu hvor den ligger på køkkenbordet, ligner den slet ikke den redningsplanke jeg havde håbet den ville være. Jobbeskrivelsen i kontrakten ligner slet ikke det job, som jeg syntes jeg var blevet stillet i udsigt i løbet af samtalerne.

Løbeuret viser at pulsen igen er steget, så jeg prøver igen at slappe af. Jernbanebroen var en del af en strækningen fra Ringsted til Hillerød og åbnede i 1925 men blev nedlagt kun 11 år efter. Den nåede aldrig at blive færdigbygget. Jeg tænker at dansk trafikpolitik aldrig har været særlig visionær.

Stien fører mig forbi vikingebopladsen. Jeg overvejer kort om jeg skal løbe igennem bopladsen eller udenom, men beslutter mig at løbe udenom. Så undgår jeg pløret, tænker jeg.

Pludselig bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig får mulighed for at lave de ting vi har talt om under samtalerne. Det var ellers de ting som gjorde jobbet interessant, men de er ikke nævnt i jobbeskrivelsen. Det var samme fornemmelse jeg havde efter første samtale, men under anden samtale forsikrede de mig om, at jeg selvfølgelig blev ansat til de ting vi havde talt om. Tvivlen kører rundt i kroppen på mig. På den ene side har jeg et arbejde uden fremtid i og på den anden side virker alternativet ikke længere attraktivt.

Med kontrakten i baghovedet, overvejer jeg om jeg skal løbe højre eller venstre da vejen deler sig. Jeg løber venstre, men ombestemmer mig og løber tilbage og mod højre. Det bringer mig nemlig hurtigere hjem, for nu har jeg opgivet at løbe mere for idag. Jeg bliver nødt til at få truffet en beslutning om det job.