Invasion of the Body Snatchers?

Hun begyndte på arbejdspladsen samme dag som jeg. Jeg kan huske hende fra introduktionsforløbet. Nyuddannent, sød og smilende. Altid velklædt, på den der farverige studerende-agtige måde, som jeg synes er så charmerende. Hendes øjne strålede når hun smilede, hvad hun gjorde en del, specielt når hun fortalt om de ting hun skulle arbejde med. Jeg blev lidt forelsket hver gang hun grinede.

Idag så jeg hende igen. Oppe i kantinen. Skarp i tøjet. Hendes dyre sorte og hvide sæt sad nådesløst perfekt og fremhævede hendes kvindelighed uden at signalere noget sexuelt. Ren profesionalisme. Men munden var stram, læberne smalle og endte i en lille nedadgående bue og blikket var dødt. Totalt dødt. Helt uden liv eller glæde.

What the hell happened?

Advertisements

Fucking luksusproblemer

Gruset knaser under løbeskoene da jeg løber ud på havnen. Det er koldt og vinden ude fra vandet stikker og prikker i ansigtet. Jeg tænker på de sidste 14 frustrerende arbejdsdage, som har været præget af alt muligt andet end fornuft. Små menneskers magtliderlige obstruktioner forpester min hverdag og tankerne kredser igen om Gøgereden, som jeg har besluttet mig for at gense.

Mit løbeur viser at pulsen nærmer sig min syregrænse. Jeg sætter farten en smule ned, taget nogle dybe indåndinger og prøver at slappe lidt af. Pulsen falder en smule og jeg kigger ud over vandet.

Ude i vandet står resterne af den gamle jernbanebro. Op af vandet stikker en enlig bropille og jeg prøver at forestille mig hvordan området så ud, før strækningen blev nedlagt i 1936.

Tankerne vender tilbage til nutiden, og kredser om ansættelseskontrakten. Den kom med posten igår, og har været en uge undervejs. Det er tanken om at den var på vej, er har holdt mig oppe i den forgange uge, men nu hvor den ligger på køkkenbordet, ligner den slet ikke den redningsplanke jeg havde håbet den ville være. Jobbeskrivelsen i kontrakten ligner slet ikke det job, som jeg syntes jeg var blevet stillet i udsigt i løbet af samtalerne.

Løbeuret viser at pulsen igen er steget, så jeg prøver igen at slappe af. Jernbanebroen var en del af en strækningen fra Ringsted til Hillerød og åbnede i 1925 men blev nedlagt kun 11 år efter. Den nåede aldrig at blive færdigbygget. Jeg tænker at dansk trafikpolitik aldrig har været særlig visionær.

Stien fører mig forbi vikingebopladsen. Jeg overvejer kort om jeg skal løbe igennem bopladsen eller udenom, men beslutter mig at løbe udenom. Så undgår jeg pløret, tænker jeg.

Pludselig bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig får mulighed for at lave de ting vi har talt om under samtalerne. Det var ellers de ting som gjorde jobbet interessant, men de er ikke nævnt i jobbeskrivelsen. Det var samme fornemmelse jeg havde efter første samtale, men under anden samtale forsikrede de mig om, at jeg selvfølgelig blev ansat til de ting vi havde talt om. Tvivlen kører rundt i kroppen på mig. På den ene side har jeg et arbejde uden fremtid i og på den anden side virker alternativet ikke længere attraktivt.

Med kontrakten i baghovedet, overvejer jeg om jeg skal løbe højre eller venstre da vejen deler sig. Jeg løber venstre, men ombestemmer mig og løber tilbage og mod højre. Det bringer mig nemlig hurtigere hjem, for nu har jeg opgivet at løbe mere for idag. Jeg bliver nødt til at få truffet en beslutning om det job.

Gamle dreng

Han bukkede sig og rejste en cykel. Den lå i bunken mellem de andre, ved cykelparkeringen ved s-togsstationen. Jeg fangede ham ud af øjekrogen, ved ikke rigtig hvad det skyldtes, men pludselig kunne jeg se han så bekendt ud.

“Jens”, råbte jeg. Han kiggede på mig. Jo, den var god nok, det var ham. Pludselig føltes det som uendelig længe siden jeg sidst havde set ham. Det var det også. Det var vel en gang i sommers, og jeg kunne mærke at jeg savnede at være sammen med ham og hans hustru.

Dengang, omkring skilsmissen, formåede de at skabe et sted der var trygt at være. Jeg elskede at være i deres hus. Det var hans hustru der først havde set at den var gal med mig, den dag hvor hun spurgte mig om jeg var ok. Det var jeg ikke, men det var først da det hele væltede ud af mig, at jeg indså hvor galt det stod til.

Jeg skyndte mig at lave en aftale om at ses i det nye år. Damn, hvor jeg glæder mig. Alle burde have den slags venner.

Tomhed

Jeg trykkede “1-1-Enter” på kaffeautomaten – kaffe, sort. Automaten begyndte at kværne bønnerne, så jeg hørte ham ikke komme ind i det lille the-køkken.

“Ja, jeg prøver jo bare at hjælpe så godt jeg kan…”, sagde han.

Jeg havde godt set ham før. Han sad helt nede i den anden ende af storrumskontoret, men jeg havde aldrig talt med ham. Cirka min egen højde men dobbelt så bred og overarme på størrelse med lår. Hvis han havde haft en tatovering på halsen og ikke havde haft sine varme øjne, havde jeg tabt kaffen, skidt i bukserne på stedet og løbet ind og gemt mig under mit bord. Heldigvis udstrålede han varme og så ikke det mindste farlig ud som han stod der og slog opgivende med armene.

Hans udsagn refererede til en diskussion der havde været på inde i storrumskontoret umiddelbart inden. Mønsteret i diskussionen var det samme som altid: Mange der ønskede at ret – og meget få der havde ret. Jeg tror vi begge var fortrukket fra den frugtløse diskussion. Dem som ønskede at ret, var også de mest vedholdende. Vi vendte kort emnet for den foregående diskussion, og han kom med nogle indsigtsfulde betragtninger som vækkede min nysgerrighed. Han var klart en som var værd at lytte til.

I knap 2 år har jeg nu lyttet, diskuteret og arbejdet sammen med en af de mest inspirerende og vidende kollegaer jeg nogensinde har haft – og det gælder både fagligt og menneskeligt.

Idag var det så hans sidste arbejdsdag.

Øv.

Det bliver meget tomt og trist i morgen…

Øv, øv, øv.