I fredags gik endnu en ting op for mig: jeg har aldrig selv skulle planlægge min egen træning.

Siden jeg begyndte til fodbold som 6-årig, har andre stået for min træning. Selvom jeg har dyrket rigtig meget sport i mine yngre dage, har jeg aldrig skænket selve træningen en tanke. Dengang jeg svømmede, hængte min træner et program på start-skamlen, og så kunne vi følge det eller lade være. Han var en fantastisk træner, som lærte mig, at man skulle træne for sin egen skyld – ikke for hans eller andres skyld. Det gjorde mig til klubbens næst-hurtigste på 100m fri.

Det er ikke svært at planlægge sin egen træning. Der findes en masse gode råd på nettet, og med min ny-vundede viden om pulstræning, var det ikke svært at sammensætte en plan for træningen og gå igang – men så sker der noget i parallel-universet, det dér “virkeligheden”. I mit tilfælde var det en skade som følge af overtræning og det kostede mig en pause.

Heldigvis kender jeg min krop rigtig godt, og jeg kender signalerne, så jeg kan reagere i tide. Jeg slap med 14 dages pause, men det har betydet, at jeg har revurderet mine træingsplan. Den var tydeligvis for hård. Det er svært at acceptere at jeg er blevet ældre og nok skal tage det mere med ro end jeg har lyst til. Heldigvis er jeg igang igen og imorgen skal jeg deltage i mit livs første motionsløb.

Uanset hvilket plan man dyrker sport på, er det at lytte til sin krop det vigtigste. Træningsplaner, kostplaner, mål og drømme er intet værd, når først skaden rammer. Faktisk er de intet værd overhovedet. Det vigtige er selve planlægningen – selve det, at stoppe op, vurdere sit niveau, for derefter at finde ud af, hvad der skal til, for at komme på det niveau man gerne vil være. Man må gerne lægge en plan, men man skal huske på, at træningen skal tage udgangspunkt i virkeligheden – i dagsformen. Det nytter ikke at løbe 15 km fordi det står i planen, når knæet værker allerede inden man kommer afsted. Så går det bare galt. Man kan også komme til at køre sig selv så hårdt, at formen bliver dårligere i stedet for bedre.

En anden ting der også er gået op for mig er, at der ikke er den store forskel på, om man planlægger sin træning eller leder et projekt: det handler begge dele mere om planlægning end om at følge en plan. Desværre er der ofte mere fokus på planerne end planlægning – og planerne følges slavisk selvom virkeligheden ændrer sig. Konsekvenserne af dette er ikke så tydelige i IT-projekter som i sport. Projekterne koster lidt mere end budgetteret, leveres senere end planlagt og der er måske smuttet nogle medarbejder i processen – men det tages ikke alvorligt, for der er forskel på Chickens and Pigs. Hvis jeg skulle gennemføre min træning på samme måde, ville jeg sansynligvis være invalid på nuværende tidspunkt. Men det er jeg ikke, for jeg er en “Pig” og er tvunget til at tage udgangspunkt i virkeligheden – frem for planerne.

Mon ikke det var netop det Dwight D. Eisenhower havde i tankerne, da han i sin tale til National Defense Executive Reserve Conference i 1957 sagde:

I tell this story to illustrate the truth of the statement I heard long ago in the Army: Plans are worthless, but planning is everything

Jeg ville ønske at flere projektledere dyrkede sport…