Av, av – mine stakkels ben

På søndag er der Bakke Challenge. Jeg vandt desværre ikke det Garmin FR 610 som de havde på højkant, men jeg har i det mindste fået trænet. Faktisk har jeg fået løbet stabilt 3 gange om ugen de sidste 2 måneder, hvilket er en delvis sejr for mig.

Da jeg begyndte at løbe i maj i år, sprang jeg stort set fra at løbe 15 km/år, til 15 km/uge. Dette gik overraskende godt, men da jeg begyndt at cykle til og fra arbejde oveni, gik det galt. Jeg har godt 42 km hver vej, og det var mere end senerne ville være med til. Det kostede en træningspause, men jeg var hurtigt igang igen. Det gik faktisk så godt, at jeg i tirsdags tænke, at jeg skulle smide lidt styrketræning oveni. Jeg skulle nok ikke have haft squat’et – eller i det mindste med færre kilo – for av-av. Idag gjorde det ondt. Jeg ved ikke helt om det var en god ide at løbe idag, men det føltes som om det bare var musklerne, så jeg gjorde det alligevel.

Nu glæder jeg mig bare til løbet på søndag og håber det bedste

Bakke Challenge

Så er tilmeldingen til BakkeChallenge på plads. I behøver ikke skynde jer med tilmeldingen, det bliver alligevel mig der vinder det Garmin Forerunner 610 der er udloddet.

For at blive god til at løbe på bakker skal man træne på bakker, tænker jeg. Heldigvis ligger der en lille bakke ca 2 km fra hvor jeg bor. Det passer perfekt med at jeg kan løbe en lille omvej derover, og derved får en lille opvarmnings-tur på ca 3 km først. Hvis jeg løber lige hjem, kan jeg jogge af over 1,5-2 km.

Bakken stiger ca 30 meter over 500 meter (ca 6%) fra den en side og ca 12 meter over 300 meter (ca 4%) fra den anden side. Fra den lange siden er der en grus-sti og stigningen ujævn og er et enkelt sted omkring 30-40% (gætter jeg på. Der er en trappe), men jeg tror den egner sig godt til nogle seje løb opad. Stien på den anden side er flisebelagt og lægger op til nogle spurter.

Derudover tror jeg, at jeg skal supplere med nogle grundløb på ca 10 km. Jeg kommer desværre nok først på bakken i weekenden, men jeg glæder mig.

Plans are useless but planning is indispensable

I fredags gik endnu en ting op for mig: jeg har aldrig selv skulle planlægge min egen træning.

Siden jeg begyndte til fodbold som 6-årig, har andre stået for min træning. Selvom jeg har dyrket rigtig meget sport i mine yngre dage, har jeg aldrig skænket selve træningen en tanke. Dengang jeg svømmede, hængte min træner et program på start-skamlen, og så kunne vi følge det eller lade være. Han var en fantastisk træner, som lærte mig, at man skulle træne for sin egen skyld – ikke for hans eller andres skyld. Det gjorde mig til klubbens næst-hurtigste på 100m fri.

Det er ikke svært at planlægge sin egen træning. Der findes en masse gode råd på nettet, og med min ny-vundede viden om pulstræning, var det ikke svært at sammensætte en plan for træningen og gå igang – men så sker der noget i parallel-universet, det dér “virkeligheden”. I mit tilfælde var det en skade som følge af overtræning og det kostede mig en pause.

Heldigvis kender jeg min krop rigtig godt, og jeg kender signalerne, så jeg kan reagere i tide. Jeg slap med 14 dages pause, men det har betydet, at jeg har revurderet mine træingsplan. Den var tydeligvis for hård. Det er svært at acceptere at jeg er blevet ældre og nok skal tage det mere med ro end jeg har lyst til. Heldigvis er jeg igang igen og imorgen skal jeg deltage i mit livs første motionsløb.

Uanset hvilket plan man dyrker sport på, er det at lytte til sin krop det vigtigste. Træningsplaner, kostplaner, mål og drømme er intet værd, når først skaden rammer. Faktisk er de intet værd overhovedet. Det vigtige er selve planlægningen – selve det, at stoppe op, vurdere sit niveau, for derefter at finde ud af, hvad der skal til, for at komme på det niveau man gerne vil være. Man må gerne lægge en plan, men man skal huske på, at træningen skal tage udgangspunkt i virkeligheden – i dagsformen. Det nytter ikke at løbe 15 km fordi det står i planen, når knæet værker allerede inden man kommer afsted. Så går det bare galt. Man kan også komme til at køre sig selv så hårdt, at formen bliver dårligere i stedet for bedre.

En anden ting der også er gået op for mig er, at der ikke er den store forskel på, om man planlægger sin træning eller leder et projekt: det handler begge dele mere om planlægning end om at følge en plan. Desværre er der ofte mere fokus på planerne end planlægning – og planerne følges slavisk selvom virkeligheden ændrer sig. Konsekvenserne af dette er ikke så tydelige i IT-projekter som i sport. Projekterne koster lidt mere end budgetteret, leveres senere end planlagt og der er måske smuttet nogle medarbejder i processen – men det tages ikke alvorligt, for der er forskel på Chickens and Pigs. Hvis jeg skulle gennemføre min træning på samme måde, ville jeg sansynligvis være invalid på nuværende tidspunkt. Men det er jeg ikke, for jeg er en “Pig” og er tvunget til at tage udgangspunkt i virkeligheden – frem for planerne.

Mon ikke det var netop det Dwight D. Eisenhower havde i tankerne, da han i sin tale til National Defense Executive Reserve Conference i 1957 sagde:

I tell this story to illustrate the truth of the statement I heard long ago in the Army: Plans are worthless, but planning is everything

Jeg ville ønske at flere projektledere dyrkede sport…