Apropos vanvittige udfordringer…

…så kom jeg jo til at melde mig til en trail camp på Bornholm som afsluttes med 25 km terrænløb. Da jeg ikke engang kan løbe så langt på flad vej, er jeg lidt i problemer, men nu tror jeg, at jeg har fundet en løsning.

Den 31. December afholdes Änglamark Nytårsløb. Løbet har en halvmarathon-distance, og den har jeg tænkt mig at løbe. Jeg kan vist lige nå at træne op til det. Hvis det lykkedes mig at gennemføre det, tror jeg også på at jeg kan løbe 25 km til foråret. Efter Änglamark-løbet vil jeg så styrketræne, så jeg kan få lidt mere styrke i baller og bagsiden af lårene – og ellers bare håbe det bedste.

Oprindeligt havde jeg en tanke om at løbe en halv-marathon til foråret, men den kommer jeg nu til at løbe allerede i december, og forårets udfordring bliver de 25 km terrænløb. Jeg har ingen forventinger om at skulle prøve kræfter med et marathon, og da slet ikke i år, så jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kaste mig over resten af 2012 – men så idag fik jeg en mail…

DIRT Extreme

Advertisements

Bakke Challenge gennemført

…eller: “En hård weekend overstået

I fredags var jeg til fest på arbejdet. Jeg havde haft en del forbehold, blandt andet fordi festen kun bestod af IT-afdelingen – dvs primært mænd – og så fordi underholdningen sidste år blev leveret af en transvistit… Jeg havde besluttet at jeg ville rejse mig og gå, hvis det var noget lignende i år. Det var det heldigvis ikke.

Manden jeg jeg sad overfor under spisningen, var en hyggelig ældre (end mig) fyr, som var chef for en af de andre afdelinger. I forsøget på at bryde isen, begyndte han at spørge til mit arbejde. Det var nok det sidste jeg gad at tale om. For det første havde jeg fri og for det andet sad chefens chef ved siden af ham, og jeg har lært at man skal vare sin mund – specielt når der er chef-chefer eller chef-chef-chefer til stede. Jeg vred og snoede mig for at undgå at sige noget konkret.

Det skulle vise sig at heldet var med mig, for han kommenterede min danskvand. Så benyttede jeg lejligheden til at nævne at jeg skulle løbe Bakke Challenge søndag. Det viste sig at han også løb, og så gik snakken – og heldigvis om noget andet end arbejde.

Min livsfilosofi handler meget om, at man skal udnytte det man har til fulde. Da mit heldbred stadig er godt, skal det selvfølgelig udnyttes og derfor løber, cykler og styrketræner jeg – bare fordi jeg kan. Og engang imellem kaster jeg mig ud i nogle udfordringer, som giver mig en vanvittig tilfredstillelse af gennemføre – og jeg gør det fordi jeg kan. Af samme grund er jeg dybt misundelig på min gamle gymnasiekammerat, Henrik, som for nylig deltog i et ekstremløb gennem Sahara – 250 km på 7 dage. Vi fik os en lang og god snak om denne filosofi, manden overfor og jeg.

En anden ting vi også fik talt om ved bordet, var “Vild med dans”, som alle, inklusiv mig selv, nægtede at vi så. Derfor var jeg også overrasket over at høre, hvor mange detaljer de egentligt kunne om programmet, f.eks. navne på de medvirkende. Nu er programmet vist mest for fallerede kendisser og jeg genkendte da heller ikke så mange af navnene – udover Tommy Kenter, men det er vist længe siden han har været kendt. Men een ting vi kunne blive enige om var dog, at det ikke var værd at se. Eller som min borddame så diskret udtrykte sin civilstand: “Jeg ser det kun sammen med børnene – altså kun hver anden uge“. Heldigvis nåede vi at runde danse-emnet af inden hendes civilstand begyndte at dominere samtalen, og kort efter kom den planlagte underholdningen på: “Samba-dansere” (Jeg tror det var samba. Jeg kan genkende head-banging og folk med 2 venstrefødder – alt andet er en grynet klump for mig) . Intet kunne have ligget smukkere i forlængelse af samtalen. Det gav mig dog tid til at tjekke telefonen for beskeder og emails samt kvidre lidt på twitter.

Efter maden blev vi gennet ovenpå, hvor der var bar og diskotek. Ved synet af diskoteket fik jeg flash-backs til den nyligt overståede 80’er-fest, men musikken var heldigvis en anden. Udover det obligatoriske fadølsanlæg ovre i hjørnet, var der også en strand-cocktail-bar – I ved, sådan et bord fyldt med halm og fiskenet. Her gik det så desværre galt, for de havde hyret verdens bedste og kønneste bartender, som på opfordring blandede de ondeste drinks til mig. Det som var på kortet var noget frygteligt sødt lort, så jeg bad hende finde på noget selv. Hun ligefrem livede op hver gang, lidt som en mad-entusiast der hygger i et velassorteret køkken og det syntes jeg egentlig at hun skulle have lov til. Lørdag havde jeg de vildeste tømmermænd og havde inviteret til spisning…

Efter tidligere at have afprøvet Sophyducks kinesiske and med blommer, havde jeg planlagt at gentage succesen. Duften af rå and går ikke godt sammen med tømmermænd, så den blev hurtigt klargjort og marineret og sat tilbage i køleskabet. Heldigvis efterlader retten rigeligt med tid til sofa-ligning og avis, så midt på dagen var det værste aftaget, og svimmelheden til at leve med. Aftenen forløb stille og roligt – heldigvis – så jeg kunne komme nogenlunde tidligt i seng.

Tømmermændene var nogenlunde overstået søndag, da jeg stod ude på Amager og ventede i startområdet. Selvfølgelig havde jeg valgt 10 km-ruten. Jeg gider næsten ikke løbe mindre, jeg vil jo også have noget for det penge jeg har betalt for startnummeret. Selvom hovedet havde det bedre, sad fredagens effekten af alkohol i kroppen endnu. Ruten var lagt sådan at der var ca 2 km på et fladt stykke, så ca 1 km som gik henover 3 bakker et par gange, og så ca 2 km tilbage til startområdet – og så en omgang mere.

På disse 10 km lærte jeg en del ting om mig selv, blandt andet at det kun er hårdt, hvis man tror det er hårdt. Det lykkedes mig flere gange at overvinde mig selv og finde flere kræfter til at holde tempoet oppe – også op af bakkerne. Det lykkedes mig at komme i mål, kun 20 sekunder langsommere end den tid jeg havde sat som mit mål.

Men det var stadig hårdere en jeg havde regnet med. Jeg håber at det var på grund af fredages fest, for jeg har meldt mig til Salamon Trail Camp på Bornholm til foråret, og det slutter af med et løb 25 hårde kilometer – og jeg kan endnu ikke løbe 25 km, bare i fladt terræn…

Lad træningen begynde

Av, av – mine stakkels ben

På søndag er der Bakke Challenge. Jeg vandt desværre ikke det Garmin FR 610 som de havde på højkant, men jeg har i det mindste fået trænet. Faktisk har jeg fået løbet stabilt 3 gange om ugen de sidste 2 måneder, hvilket er en delvis sejr for mig.

Da jeg begyndte at løbe i maj i år, sprang jeg stort set fra at løbe 15 km/år, til 15 km/uge. Dette gik overraskende godt, men da jeg begyndt at cykle til og fra arbejde oveni, gik det galt. Jeg har godt 42 km hver vej, og det var mere end senerne ville være med til. Det kostede en træningspause, men jeg var hurtigt igang igen. Det gik faktisk så godt, at jeg i tirsdags tænke, at jeg skulle smide lidt styrketræning oveni. Jeg skulle nok ikke have haft squat’et – eller i det mindste med færre kilo – for av-av. Idag gjorde det ondt. Jeg ved ikke helt om det var en god ide at løbe idag, men det føltes som om det bare var musklerne, så jeg gjorde det alligevel.

Nu glæder jeg mig bare til løbet på søndag og håber det bedste

Om karrypandekager og om at ramme sit niveau

De sidste mange weekender har været pænt…fyldte. Det bliver de kommende også, så da begge døtre var hjemme til aften, syntes jeg at jeg ville fedte lidt for dem med en omgang pandekager.
Stor var overraskelsen da dejen til den første pandekage blev gul på panden. Så kom jeg i tanker om det her karry-eksperiment fra forleden, og jeg konkluderede at opvaskemaskinen måske ikke havde været helt effektiv. Karry-pandekager kan ikke anbefales – med mindre man er meget glad for karry, selvfølgelig…

Tidligere på dagen havde jeg været ovre på bakken og løbe imens den yngstes rulleskøjtehold øvede. Den store ruller på et andet hold, så hende havde jeg lokket med. Til trods for hendes beskedne alder, stiller landsholdspladsen pæne krav til hendes kondition, så jeg tænkte at det ville være gavnligt for hende at komme med.

Vi mødte en del løbere som vi slog for en sludder, og mange af dem var ude og give den en skalle på grund af Eremitageløbet den 9. oktober. Jeg har desværre ikke fået startnummer, jeg har været for sent ude.

Ideen med at løbe på bakken var ganske enkelt, at spurte de godt 500 meter op ad bakken og lunte nedad igen – for så at gentage dette 3-5 gange. Dette burde fungere både som styrketræning af lår og baller og øge den maximale iltoptagelse, VO2max.

Det var vel cirka et sted mellem starten og slutningen af første tur, at det gik op for mig hvor hårdt det egentlig er at løbe på bakker. Jeg kan efterfølgende se på løbeuret, at jeg har løbet bakken væsentligt hurtigere end jeg normalt løber på en flad strækning. Jeg var da også næsten fuldstændig flad da vi skulle hjemad, men det lykkedes mig at lunte de godt 1,5 km hjem. Min datter løb til gengæld rigtig godt – den skide ungdom.

Det er min plan at tage bakken nogle gange henover de næste uger. Det bliver rigtig spændende at se, om det kommer til at kunne ses på mit andet løb. BakkeChallange er den 6. november, men jeg regner ikke med at kunne nå at se nogen effekt inden da.

Det er til gengæld rigtigt positivt, at de sidste 14 dages træning har været hård, og uden smerter i knæene. Det virker som om jeg har ramt mit niveau i træningsprogrammet. Niveauet ligger desværre langt lavere end jeg har det godt med at acceptere.

Bakke Challenge

Så er tilmeldingen til BakkeChallenge på plads. I behøver ikke skynde jer med tilmeldingen, det bliver alligevel mig der vinder det Garmin Forerunner 610 der er udloddet.

For at blive god til at løbe på bakker skal man træne på bakker, tænker jeg. Heldigvis ligger der en lille bakke ca 2 km fra hvor jeg bor. Det passer perfekt med at jeg kan løbe en lille omvej derover, og derved får en lille opvarmnings-tur på ca 3 km først. Hvis jeg løber lige hjem, kan jeg jogge af over 1,5-2 km.

Bakken stiger ca 30 meter over 500 meter (ca 6%) fra den en side og ca 12 meter over 300 meter (ca 4%) fra den anden side. Fra den lange siden er der en grus-sti og stigningen ujævn og er et enkelt sted omkring 30-40% (gætter jeg på. Der er en trappe), men jeg tror den egner sig godt til nogle seje løb opad. Stien på den anden side er flisebelagt og lægger op til nogle spurter.

Derudover tror jeg, at jeg skal supplere med nogle grundløb på ca 10 km. Jeg kommer desværre nok først på bakken i weekenden, men jeg glæder mig.

Jeg gjorde det

Det er ikke fordi jeg er den store løber, men det skal ikke forhindre mig i, at stikke armene i vejret og glæde mig over, at jeg idag har gennemført mit første motionsløb – FriLøbet på 10 km.

Løbet gik igennem København og var kun lettere generet af cykel vm og turister. Tiden var ikke imponerende som 12-årige Clara Kall’s, men vigtigere er, at jeg tiden er under den grænse jeg havde sat mig som mål. Jeg er desuden blevet lidt klogere på hvor hårdt jeg kan presse mig selv, så jeg regner med at være hurtigere næste gang. Da jeg kun har løbet i ca 3 måneder nu, er jeg svært tilfreds.

Næste gang skal være snart. Måske BakkeChallenge