Damn, hvor jeg elsker Dagbladet Information. Det går sjældent mere end een dag, hvor jeg ikke læser noget, som lærer mig noget nyt eller præsentere en ny vinkel på velkendt stof.
Tak, siger jeg bare.
Dagbladet Information
Reply
Author Archives: Andreas Ryge
På Internettet samles idioter
En af vor tids største landevindinger må næsten være Internettet. En verdensomspændende infrastruktur, der kan bruges til at bringe mennesker tættere på hinanden og øge interkulturel forståelse og alt muligt andet godt. Jeg gætter på, at Internettet på sigt vil have samme betydning for dette, som jernbanen havde det for transport.
Hvor idioter tidligere stod ganske alene med deres yderliggående og åndsvage holdninger, muliggører Internettet idag, at disse kan samles, udveksle og videreudvikle deres syge fantasier. Selv ser de sig som nogen, der har “set lyset” og oplever bestemt ikke, at de falder… erhm… lettere udenfor. Jeg gætter på, at dette på sigt, vil have omtrent sammen betydning for verdenssamfundet, som opfindelsen af atombomben.
Derudover findes et væld af mere eller mindre ligegyldige fora, hvor håbløse mennesker lufter deres ligegyldige og snævertsynede betragtninger om deres usle liv, fuldt overbevist om deres egen fortræffelige, og lærerige indsigter. Dette gætter jeg på har omtrent samme betydning som opfindelsen af kildevand på flaske, cafe latte eller denne lille kasse.
Men hvordan pokker ved man lige med sikkerhed hvilken gruppe man tilhører? Hvis jeg ikke tilhører den første, håber jeg sandelig at jeg tilhører den sidste.
Travlhed og 80’er-fest
Mit mål var egentlig at prøve om jeg kunne skrive et nyt indlæg til bloggen hver uge, men nu er det gået væsentligt mere siden sidst. For en gangs skyld skyldes det, at jeg har haft noget at se til. Jeg har blandt andet været til 80’er-fest, løbet Eremitageløbet og været nogle dage i Holland til et rulleskøjtestævne.
80’er-festen foregik der hvor jeg boede som barn. Jeg var tilflytter og kom aldrig til at føle byen som hjemme og flyttede da også fra den som 18-årig – så hurtigt jeg kunne. Jeg har stadig en smule kontakt med nogle få der stadig bor i området og var blevet lokket med.
Egentlig havde jeg ikke de store forventninger, men må indrømme at arrangørerne havde gjort et stor stykke arbejde for en autentisk 80’er-stemning. Ikke alene blev festen afholdt i en sportshal (…) men området foran indgangen var fyldt med tomme dåser, tomme flasker og diverse poser af plast med yderligere flasker. Desuden havde de arrangeret det sådan, at allerede efter forretten var den første klar til udpumpning.
Meget autentisk.
En festdeltager fandt dog på at vække den… erhm… trætte kvinde ved at nive hende hårdt til hun skreg som en gris. Efter et par flade var hun frisk nok til næsten at kunne sidde på en stol. Hun skulle kun have lettere støtte af sine sidemænd.
Diskoteket spillede både smølfesange og andre fantastiske 80’er-hits, så aftenen var næste fuldendt. Det eneste minus var, at jeg dagen efter skulle løbe Eremitageløbet og derfor var ædru hele aftenen, så oplevelsen kommer til at stå tydeligt i min erindring resten af mit liv.
Hollandsturen og Eremitageløbet vender jeg tilbage til.
Dennis Ritchie is dead
“I just heard that, after a long illness, Dennis Ritchie (dmr) died at home this weekend”. That was one of the first things I read this morning.
I’m not going to write a lot about how his work has influenced me, I just want to pay my respect.
Requiescat in pace
and Steve has left the building
Remembering that I’ll be dead soon is the most important tool I’ve ever encountered to help me make the big choices in life. Because almost everything — all external expectations, all pride, all fear of embarrassment or failure – these things just fall away in the face of death, leaving only what is truly important. Remembering that you are going to die is the best way I know to avoid the trap of thinking you have something to lose. You are already naked. There is no reason not to follow your heart.
-Steve Jobs.
Om karrypandekager og om at ramme sit niveau
De sidste mange weekender har været pænt…fyldte. Det bliver de kommende også, så da begge døtre var hjemme til aften, syntes jeg at jeg ville fedte lidt for dem med en omgang pandekager.
Stor var overraskelsen da dejen til den første pandekage blev gul på panden. Så kom jeg i tanker om det her karry-eksperiment fra forleden, og jeg konkluderede at opvaskemaskinen måske ikke havde været helt effektiv. Karry-pandekager kan ikke anbefales – med mindre man er meget glad for karry, selvfølgelig…
Tidligere på dagen havde jeg været ovre på bakken og løbe imens den yngstes rulleskøjtehold øvede. Den store ruller på et andet hold, så hende havde jeg lokket med. Til trods for hendes beskedne alder, stiller landsholdspladsen pæne krav til hendes kondition, så jeg tænkte at det ville være gavnligt for hende at komme med.
Vi mødte en del løbere som vi slog for en sludder, og mange af dem var ude og give den en skalle på grund af Eremitageløbet den 9. oktober. Jeg har desværre ikke fået startnummer, jeg har været for sent ude.
Ideen med at løbe på bakken var ganske enkelt, at spurte de godt 500 meter op ad bakken og lunte nedad igen – for så at gentage dette 3-5 gange. Dette burde fungere både som styrketræning af lår og baller og øge den maximale iltoptagelse, VO2max.
Det var vel cirka et sted mellem starten og slutningen af første tur, at det gik op for mig hvor hårdt det egentlig er at løbe på bakker. Jeg kan efterfølgende se på løbeuret, at jeg har løbet bakken væsentligt hurtigere end jeg normalt løber på en flad strækning. Jeg var da også næsten fuldstændig flad da vi skulle hjemad, men det lykkedes mig at lunte de godt 1,5 km hjem. Min datter løb til gengæld rigtig godt – den skide ungdom.
Det er min plan at tage bakken nogle gange henover de næste uger. Det bliver rigtig spændende at se, om det kommer til at kunne ses på mit andet løb. BakkeChallange er den 6. november, men jeg regner ikke med at kunne nå at se nogen effekt inden da.
Det er til gengæld rigtigt positivt, at de sidste 14 dages træning har været hård, og uden smerter i knæene. Det virker som om jeg har ramt mit niveau i træningsprogrammet. Niveauet ligger desværre langt lavere end jeg har det godt med at acceptere.
Bakke Challenge
Så er tilmeldingen til BakkeChallenge på plads. I behøver ikke skynde jer med tilmeldingen, det bliver alligevel mig der vinder det Garmin Forerunner 610 der er udloddet.
For at blive god til at løbe på bakker skal man træne på bakker, tænker jeg. Heldigvis ligger der en lille bakke ca 2 km fra hvor jeg bor. Det passer perfekt med at jeg kan løbe en lille omvej derover, og derved får en lille opvarmnings-tur på ca 3 km først. Hvis jeg løber lige hjem, kan jeg jogge af over 1,5-2 km.
Bakken stiger ca 30 meter over 500 meter (ca 6%) fra den en side og ca 12 meter over 300 meter (ca 4%) fra den anden side. Fra den lange siden er der en grus-sti og stigningen ujævn og er et enkelt sted omkring 30-40% (gætter jeg på. Der er en trappe), men jeg tror den egner sig godt til nogle seje løb opad. Stien på den anden side er flisebelagt og lægger op til nogle spurter.
Derudover tror jeg, at jeg skal supplere med nogle grundløb på ca 10 km. Jeg kommer desværre nok først på bakken i weekenden, men jeg glæder mig.
Jeg gjorde det
Det er ikke fordi jeg er den store løber, men det skal ikke forhindre mig i, at stikke armene i vejret og glæde mig over, at jeg idag har gennemført mit første motionsløb – FriLøbet på 10 km.
Løbet gik igennem København og var kun lettere generet af cykel vm og turister. Tiden var ikke imponerende som 12-årige Clara Kall’s, men vigtigere er, at jeg tiden er under den grænse jeg havde sat mig som mål. Jeg er desuden blevet lidt klogere på hvor hårdt jeg kan presse mig selv, så jeg regner med at være hurtigere næste gang. Da jeg kun har løbet i ca 3 måneder nu, er jeg svært tilfreds.
Næste gang skal være snart. Måske BakkeChallenge
Plans are useless but planning is indispensable
I fredags gik endnu en ting op for mig: jeg har aldrig selv skulle planlægge min egen træning.
Siden jeg begyndte til fodbold som 6-årig, har andre stået for min træning. Selvom jeg har dyrket rigtig meget sport i mine yngre dage, har jeg aldrig skænket selve træningen en tanke. Dengang jeg svømmede, hængte min træner et program på start-skamlen, og så kunne vi følge det eller lade være. Han var en fantastisk træner, som lærte mig, at man skulle træne for sin egen skyld – ikke for hans eller andres skyld. Det gjorde mig til klubbens næst-hurtigste på 100m fri.
Det er ikke svært at planlægge sin egen træning. Der findes en masse gode råd på nettet, og med min ny-vundede viden om pulstræning, var det ikke svært at sammensætte en plan for træningen og gå igang – men så sker der noget i parallel-universet, det dér “virkeligheden”. I mit tilfælde var det en skade som følge af overtræning og det kostede mig en pause.
Heldigvis kender jeg min krop rigtig godt, og jeg kender signalerne, så jeg kan reagere i tide. Jeg slap med 14 dages pause, men det har betydet, at jeg har revurderet mine træingsplan. Den var tydeligvis for hård. Det er svært at acceptere at jeg er blevet ældre og nok skal tage det mere med ro end jeg har lyst til. Heldigvis er jeg igang igen og imorgen skal jeg deltage i mit livs første motionsløb.
Uanset hvilket plan man dyrker sport på, er det at lytte til sin krop det vigtigste. Træningsplaner, kostplaner, mål og drømme er intet værd, når først skaden rammer. Faktisk er de intet værd overhovedet. Det vigtige er selve planlægningen – selve det, at stoppe op, vurdere sit niveau, for derefter at finde ud af, hvad der skal til, for at komme på det niveau man gerne vil være. Man må gerne lægge en plan, men man skal huske på, at træningen skal tage udgangspunkt i virkeligheden – i dagsformen. Det nytter ikke at løbe 15 km fordi det står i planen, når knæet værker allerede inden man kommer afsted. Så går det bare galt. Man kan også komme til at køre sig selv så hårdt, at formen bliver dårligere i stedet for bedre.
En anden ting der også er gået op for mig er, at der ikke er den store forskel på, om man planlægger sin træning eller leder et projekt: det handler begge dele mere om planlægning end om at følge en plan. Desværre er der ofte mere fokus på planerne end planlægning – og planerne følges slavisk selvom virkeligheden ændrer sig. Konsekvenserne af dette er ikke så tydelige i IT-projekter som i sport. Projekterne koster lidt mere end budgetteret, leveres senere end planlagt og der er måske smuttet nogle medarbejder i processen – men det tages ikke alvorligt, for der er forskel på Chickens and Pigs. Hvis jeg skulle gennemføre min træning på samme måde, ville jeg sansynligvis være invalid på nuværende tidspunkt. Men det er jeg ikke, for jeg er en “Pig” og er tvunget til at tage udgangspunkt i virkeligheden – frem for planerne.
Mon ikke det var netop det Dwight D. Eisenhower havde i tankerne, da han i sin tale til National Defense Executive Reserve Conference i 1957 sagde:
I tell this story to illustrate the truth of the statement I heard long ago in the Army: Plans are worthless, but planning is everything
Jeg ville ønske at flere projektledere dyrkede sport…
Pulstræning, min nye religion
Af forskellige årsager, har jeg besluttet mig for at komme i form igen. Pulstræning er relativt nyt for mig. Jeg har godt nok været indehaver at et trofast Polar pulsur i mange år (var en gave), men skal indrømme, at jeg nok aldrig rigtig forstod at bruge det. Det hænger nok sammen med, at jeg altid har hadet at løbe, og derfor ikke rigtig så nogen grund til at bruge for meget tid på uret.
Det ændrede sig henover sommeren, da jeg efter en arbejdspladsrotation, kom til at sidde sammen med to kollegaer, hvor den ene er cykelrytter og den anden triatlet. De vidste en del om pulstræning. Langsomt fik jeg styr på de grundlæggende ting omkring pulszoner, en ny verden åbnede sig og pludselig blev det rent faktisk sjovt at løbe.
I et forsøg på at bestemme min hvilepuls, har jeg målt min puls i hvile nogle gange henover nogle uger, for så bruge middelværdien. Indtil videre har den svinget meget -rigtig meget, så jeg mangler stadig en fornemmelse af, at den svinger omkring en bestemt værdi. Det har dog primært ligget i intervallet 53-60. I begyndelsen af sidste uge lå den pludselig i intervallet 70-80, og nogle dage senere blev jeg syg. Fredag havde jeg det bedre og lørdag var min hvilepuls så faldet igen, og lå i intervallet 48-53, så jeg besluttede mig for at jeg måtte være rask.
Jeg er nu dybt fascineret af, hvad man med den lille pulsmåler, kan aflæse om kroppens tilstand. Det er helt sikkert at det lille dyr kommer til bestemme mere over min træning end vind og vejr i fremtiden. Polaruret er blevet suppleret med et Garmin med GPS, men Garmins kan vist ikke helt det samme på pulsfronten som Polaruret, så det kan være jeg kommer til at veksle lidt imellem dem. Polaruret kan jeg også svømme med, da ur og pulssensor er vandtæt til hhv 50 og 30 meter. Garmin lover kun vandtæt nok til brug i regnvejr.
/dev/ryge 