Forestil jer et hospital, hvor lægen er den sidste til at se patienten, og desuden kun står for at udføre en allerede planlagt behandling.
Sekretæren har stillet diagnosen, det er trods alt denne der har haft kontakten med patienten. Hospitalsledelsen har besluttet hvilken behandling der skal udføres, for det er dem, som ved hvad der er råd til og sygeplejerskerne har forberedt operationen. Nu komme kirugen på banen. Det er første gang han ser patienten og bliver, at sygeplejerskerne, kort breifet om, hvad operationen består i: “Patienten skal have fjernet stemmebåndene”. Kirugen spørger selvfølgelig undrene ind til, hvad årsagen til dette indgreb er. Han er trods alt læge, og forstår ikke helt dette drastiske indgreb, “Jo, patienten skriger af smerte. Ledelsen mente at dette var den bedste måde at løse det problem på”. Kirugen spørger om det ikke var bedre at finde årsagen til smerten og løse problemet ved at fjerne den. “Det vil blive for dyrt, og desuden er vi for langt i processen til at der kan laves om på behandlingen nu”.
En hver kan vel se at dette ikke holder, og alligevel er det dagligdag for mange af de IT-folk jeg omgås. Ofte sidder systemudviklere, arkitekter arkitekter og specialister som sidste led i udviklingsprocessen. De løsninger de bliver bedt om at lave, er gerne så suboptimale, at det er sket mere end een gang, at folk har forladt deres stilling, alene for at undgå at få deres navn associeret med den beordrede IT-løsningen. IT-branchen i Danmark er simpelhent for lille, og lugten fra et råddent projekt hænger ved deltagerne længe efter.
Det der undrer mig mest er, at Danmark engang var helt fremme i skoene på IT-fronten. Rødderne i Regnecentralen var så innovative, at Danmark eksporterede teknologi til USA. Det er ikke lige den situation vi befinder os i idag. En del af forklaringen skal nok findes i, at forståelsen for vores fag er så ringe hos politikere og erhvervsledere, at resourcerne hverken udnyttes eller opdages. Men så længe løsningerne bestemmes af ikke-IT-kyndige, bliver de ikke bedre en fantasien og evnerne hos ophavsmanden. De som har evnerne, specialisterne er desværre de sidste til at blive koblet på, og der er det gerne for sent at ændre grundlæggende på beslutningerne
Alle andre steder jeg har kendskab til, kan man finde ud af at skelne mellem det strategiske, det taktiske og det operationelle. Der sidder en bestyrelse der tager sig af det stategiske, en ledelse der tager sig af det taktiske og nogle medarbejder, specialister, der tager sig af det operationelle. Denne luksus nyder IT-folk sjældent, og ledelsen bliver hurtigt operationelle og træffer beslutninger om /hvordan/ tingene skal løses frem for /hvad/ der skal løses.
En del af årsagen til dette skal findes hos IT-folk selv. Der findes en stor gruppe gumpetunge it-folk, som ikke helt har opdaget verden omkring sig. De lever i en illusion af at være uundværlige, og opfører sig derfor både arrogant og uengageret. De betragter det som deres ret at sjofle arbejdstiden væk med andre gøremål og dækker sig ind med, at de jo løser de opgaver som de bliver bedt om. Denne type nærmest tigger og beder om stram styring, og ledelserne er da heller ikke sene til at gribe ind og udsætte medarbejderne for ledelse. Og så kommer problemerne.
Så sent som igår, overhørte jeg en diskussion mellem to kollegaer. Den ene mente at hans arbejde var slut når han havde udført det han var blevet bedt om, den anden når han havde sikret sig, at andre også havde udført deres del og at løsningen virkede efter hensigten…
Så længe vi opfører os som snotforkælede møgunger, ude af stand til at tage ansvar for at gennemføre en opgave, bliver vi også behandlet sådan og ikke som de veluddannede specialister vi er.
/dev/ryge 