I am not a blogger. I am a developer

I am not a blogger. I am a developer, and to be honest, not a particular skilled one. I would score myself to be about avarage.

Like most developers, my day job is solving problems. This is done by analysing real world problems, acquiring deep understanding of a certain domain and building mental constructions that can be used to grasp and model the real world.
In this process, developers often find real world things that are… erhm… sub-optimal or things that would be modelled easier, if only they where slightly modified. I think the latter occurs more often than the former, though.

As a result of this, most developers have a strong opinion about how things should have been, what is wrong and why their way of doing things is superior. I am no different, except that I tend to be louder and more verbose in my rants. That tends to piss of management.

But wait. There is more: I am without people skills and I am fairly arrogant, failing to understand how other people can miss the obvious, exploiting every chance of pointing that out. That tends to piss of management even more.

But I have made a promise to myself. No more rants at work, only constructive criticism (whatever that is). Unable to rant at work, I need a vent somewhere. I was thinking this blog should be it.

Advertisements

Mit liv som kirug

Forestil jer et hospital, hvor lægen er den sidste til at se patienten, og desuden kun står for at udføre en allerede planlagt behandling.
Sekretæren har stillet diagnosen, det er trods alt denne der har haft kontakten med patienten. Hospitalsledelsen har besluttet hvilken behandling der skal udføres, for det er dem, som ved hvad der er råd til og sygeplejerskerne har forberedt operationen. Nu komme kirugen på banen. Det er første gang han ser patienten og bliver, at sygeplejerskerne, kort breifet om, hvad operationen består i: “Patienten skal have fjernet stemmebåndene”. Kirugen spørger selvfølgelig undrene ind til, hvad årsagen til dette indgreb er. Han er trods alt læge, og forstår ikke helt dette drastiske indgreb, “Jo, patienten skriger af smerte. Ledelsen mente at dette var den bedste måde at løse det problem på”. Kirugen spørger om det ikke var bedre at finde årsagen til smerten og løse problemet ved at fjerne den. “Det vil blive for dyrt, og desuden er vi for langt i processen til at der kan laves om på behandlingen nu”.

En hver kan vel se at dette ikke holder, og alligevel er det dagligdag for mange af de IT-folk jeg omgås. Ofte sidder systemudviklere, arkitekter arkitekter og specialister som sidste led i udviklingsprocessen. De løsninger de bliver bedt om at lave, er gerne så suboptimale, at det er sket mere end een gang, at folk har forladt deres stilling, alene for at undgå at få deres navn associeret med den beordrede IT-løsningen. IT-branchen i Danmark er simpelhent for lille, og lugten fra et råddent projekt hænger ved deltagerne længe efter.

Det der undrer mig mest er, at Danmark engang var helt fremme i skoene på IT-fronten. Rødderne i Regnecentralen var så innovative, at Danmark eksporterede teknologi til USA. Det er ikke lige den situation vi befinder os i idag. En del af forklaringen skal nok findes i, at forståelsen for vores fag er så ringe hos politikere og erhvervsledere, at resourcerne hverken udnyttes eller opdages. Men så længe løsningerne bestemmes af ikke-IT-kyndige, bliver de ikke bedre en fantasien og evnerne hos ophavsmanden. De som har evnerne, specialisterne er desværre de sidste til at blive koblet på, og der er det gerne for sent at ændre grundlæggende på beslutningerne

Alle andre steder jeg har kendskab til, kan man finde ud af at skelne mellem det strategiske, det taktiske og det operationelle. Der sidder en bestyrelse der tager sig af det stategiske, en ledelse der tager sig af det taktiske og nogle medarbejder, specialister, der tager sig af det operationelle. Denne luksus nyder IT-folk sjældent, og ledelsen bliver hurtigt operationelle og træffer beslutninger om /hvordan/ tingene skal løses frem for /hvad/ der skal løses.

En del af årsagen til dette skal findes hos IT-folk selv. Der findes en stor gruppe gumpetunge it-folk, som ikke helt har opdaget verden omkring sig. De lever i en illusion af at være uundværlige, og opfører sig derfor både arrogant og uengageret. De betragter det som deres ret at sjofle arbejdstiden væk med andre gøremål og dækker sig ind med, at de jo løser de opgaver som de bliver bedt om. Denne type nærmest tigger og beder om stram styring, og ledelserne er da heller ikke sene til at gribe ind og udsætte medarbejderne for ledelse. Og så kommer problemerne.

Så sent som igår, overhørte jeg en diskussion mellem to kollegaer. Den ene mente at hans arbejde var slut når han havde udført det han var blevet bedt om, den anden når han havde sikret sig, at andre også havde udført deres del og at løsningen virkede efter hensigten…

Så længe vi opfører os som snotforkælede møgunger, ude af stand til at tage ansvar for at gennemføre en opgave, bliver vi også behandlet sådan og ikke som de veluddannede specialister vi er.