Engang var jeg i god form. Jeg har svømmet på højt plan, vundet en masse ting i håndbold og alt muligt andet, som jeg har dyrket og jeg har trænet karate, så der ikke var plads til andet i mit liv.
Så fik jeg børn…
Nu er de endelig blevet så store, at jeg kan lade dem være alene hjemme og løbe eller cykle mig en tur. Henover sommeren har jeg langsomt fået sat træningen lidt i system, og har opdaget at min grundform har det væsentlig bedre end min krop. Dette har selvfølgelig medført, at jeg i mine knæ har en ikke-naturlig “ømhed”, da jeg har løbet og cyklet længere og hårdere end senerne har kunnet holde til. De sidste 3 løbeture har gjort ondt, og det endda selvom jeg har holdt en ekstra restitutionsdag imellem. Nu vil jeg prøve at nøjes med grundløb med en ekstra restitutionsdag imellem i de næste par uger og se tiden an.
Øv, hvor jeg hader det.
I al sin enkelthed går ideen ud på, at vi stillede os ud på gaden og tilbød de forbipasserende at tage et portrætfoto af dem. Billederne kan efterfølgende downloades fra projektes 
Vi fandt os et sted som vi fandt passende. Ikke for varmt, og en lille passage, hvor det var lidt roligere at stå, når billederne skulle tages. Stedet havde et udemærket lys – i hvert fald indtil en lastbil, det skulle læsse vare af til en nærliggende forretning, parkerede langs med passagen.
Nu manglede vi bare at finde nogle der ville have taget et portrætfoto. Det viste sig at være langt sværere end jeg havde forudset. Ikke fordi folk var uvillige, men fordi det viste sig at være en overvindelse, at skulle tage kontakt til fremmede mennesker på gaden. De fleste var meget positive over ideen, men ikke alle var interesseret i, at deres billede endte på facebook – en enkelt, ung pige havde endda ikke engang en facebook-profil. Det sidste kom som en stor overraskelse for undertegnede.
Jeg hæftede mig ved, at samtlige jeg have kontakt med, valgte at sms’e det mindste beløb de kunne vælge. Personligt synes jeg også, at de beløb som organisationerne har valgt, er temmelig høje.
/dev/ryge 