Konferencens åbnings-keynote kom fra Anita Sengupta, der præsenterede data fra Mars. Jeg forstod, at hendes oprindelige talk, var centreret om hendes arbejde på Curiosity rover, men i lyset af de seneste opdagelse, var vægten skiftet til at handle mere om denne, end om hendes arbejde. Det var spændende nyt og for en som mig, lidt af en oplevelse at høre på en, som arbejder med det, jeg drømte om som barn.

Den næste talk jeg deltog i, var om Basho. Der blev ikke talt så meget teknik, men der blev fokuseret på nogle af de nye ting, som de arbejder med i forbindelse med time series data. For mig var dette ret interessant, da det er den type data jeg analyserer til dagligt, men jeg fik indtrykket af, at deres Spark integration ikke var så udviklet som jeg havde håbet. Kunne godt have tænkt mig, at der var blevet gået mere i dybden. Det kom mest til at lyde som en salgstale.

Videre til selvbyggende robotter, for hvilken robot, tager man med til Mars, når man ikke ved hvilke opgaver robotterne skal løse? Løsningen er, at medbringer selvbyggende robotter. Selvom det var primitive prototyper, blev der demonstreret nogle ret imponerende ting. Robotter der i bedste transformerstil kan skifte form og robotter der kan reparere sig selv, hvis du bliver slået fra hinanden. Den store udfordring lader til at være, hvordan man programmerer disse robotter. Derfor havde de udviklet et DSL, der kunne programmere de små enheder, ved at beskrive opgaverne dem som en samlet enhed i DSL’et og så lade compiler nedbryde opgaven, så den kan løses ved at lade enhederne kommunikere om deres individuelle fremskridt i den samlede opgave. DSL’et er sekventielt, hvilket giver den fordel, at programmerne kan køres både forlæns og baglæns. På denne måde kan et program for at samle en enhed også bruges til at skille den igen. Ret interessant.

Var kort inde og høre om RavenDB. Gik igen. Jeg havde ellers savnet, at præsentationerne var lidt mere tekniske, men denne virkede for teknisk – på den måde, hvor det virkede indforstået. Jeg kom også lidt for sent til præsentationen og manglede derfor muligvis lidt kontekst, men formåede ikke at få noget ud af den del jeg overværede så jeg smuttede igen. Derfor fik jeg ikke begyndelsen af The New Frontier of Robotics med, men det var en gennemgang af status indenfor forskellige typer af robotter, f.eks. humanoids, smartphones and robotics. Det lader til, at det mindst dårlige værktøj til at programmere robotter, i øjeblikket er ROS (Robotics Operating System) fra ros.org og at der er mange “legetøjs-applikationer”, men ingen killer apps endnu samt at miljøet savnede flere systemudviklere.

Dagen bød også på en præsentation om droner – eller nærmere een drone, et projekt. En fyr havde lavet en app, så en drone kunne følge en mobiltelefon. Det var et meget sjovt projekt, men burde nok ikke have været en præsentation på en konference. Dertil var præsentationen lidt for tynd.

Den afsluttende keynote var underholdende. Erik Meijer var i hopla og fik knebet nogle provokerende erklæringer. Han fik forklaret sit frygtelige forløb med leukumi i programmeringstermer. Et barsk forløb, som han fik forklaret humoristisk og underholdende. Dog understregede han alvorligt, at vi alle kunne blive garbage collected lige om lidt, og at man skal udnytte sin tid.
Scrum fik også en tur i manegen. F.eks at ethvert minut der bruges på at tale om kode frem for at skrive kode, er spildt og at Scrum behandler udvikleren som en teenager ansat hos McDonalds. Scrum er alt for rigidt til at give effektivitet og man gør gøre alting modsat af hvad Scrum anbefaler.

Generelle indtryk af dagen: Udover de to keynotes, synes jeg ikke at det faglige niveau er så højt som det plejer. Jeg synes ikke at jeg bliver udfordret eller bliver præsenteret for væsentligt nyt. Jeg håber dog stadig, at dagen i morgen kan byde på mere.

Lad mig først slå en ting på plads: Jeg er imod al forandring – også selvom det er til det bedre. Derfor er det også med en hvis skepsis, at jeg er mødt op til årets danske GOTO; Konference, som i år afholdes i København.
Jeg har været stor fan af konferencen i Aarhus. Dels har jeg nydt at komme nogle dage væk, dels har jeg nydt at møde venner og bekendte – hvoraf jeg har mødt mange af dem gennem konferencen – og dels har jeg nydt det faglige input som konferencen har givet.
Sidste år valgte konference at skære en dag. Det syntes jeg var ret trist, da jeg synes konferencen bliver for kort og af en eller anden årsag, var der pludselig en del overlap af interessante talks, så jeg var nødt til at vælge fra. Nettoresultatet var, at jeg syntes jeg havde fået mindre ud af det. I år afholdes konferencen kun i København, hvilket giver nogle udfordring, da det er et nyt sted og intet er som det plejer. Jeg savner derfor allerede fra morgenstunden konferencen i Aarhus. Konferencens valg at af emner, gør desværre også konferencen mindre relevant rent arbejdsmæssigt for mig i år. Emnerne er stadig interessante, blot ikke ligeså arbejdsrelevante. Jeg har ikke fået billetten betalt af min arbejdsplads men har selv stået for den, så det gør mig ikke så meget, men jeg antager, at andre kan have svært ved at overtale deres arbejdsgivere, hvis konferencens emner er for langt fra deres dagligdag.

Stedet de har valgt er utroligt trangt. Salene for præsentationerne foregår er små, og der er ikke altid plads til alle interesserede. F.eks kunne min medblogger, Kim, ikke komme ind til en af de præsentationer som han havde forberedt sig på. Det synes jeg er ret ærgerligt. Det var helt umuligt at komme rundt i pauserne, da pauseområderne består af smalle gange gange, hvor alle kæmper for at få kaffe, snacks eller bare et sted at stå. Det blev lidt bedre i løbet af dagen, men aldrig helt godt. Der er simpelthen bare for lidt plads og ingen steder hvor man kan trække sig hen og hvile hovedet mellem præsentationerne. Det får mig virkelig til at savne Aarhus. Hørte dog nogle rygter om, at de til næste år vil forsøge sig med Bella Centeret istedet, hvilket jeg synes lyder som en fantastisk god ide.