Han bukkede sig og rejste en cykel. Den lå i bunken mellem de andre, ved cykelparkeringen ved s-togsstationen. Jeg fangede ham ud af øjekrogen, ved ikke rigtig hvad det skyldtes, men pludselig kunne jeg se han så bekendt ud.
“Jens”, råbte jeg. Han kiggede på mig. Jo, den var god nok, det var ham. Pludselig føltes det som uendelig længe siden jeg sidst havde set ham. Det var det også. Det var vel en gang i sommers, og jeg kunne mærke at jeg savnede at være sammen med ham og hans hustru.
Dengang, omkring skilsmissen, formåede de at skabe et sted der var trygt at være. Jeg elskede at være i deres hus. Det var hans hustru der først havde set at den var gal med mig, den dag hvor hun spurgte mig om jeg var ok. Det var jeg ikke, men det var først da det hele væltede ud af mig, at jeg indså hvor galt det stod til.
Jeg skyndte mig at lave en aftale om at ses i det nye år. Damn, hvor jeg glæder mig. Alle burde have den slags venner.
/dev/ryge 
Skønt! Alle burde virkelig…
Det er forunderligt når man opdage, at man har verdens bedste venner.
Knap så fedt, når man så føler sig som verdens dårligste ven, fordi man ikke får brugt nok tid på dem…
Næh, men sådan er det jo fra tid til anden. Sådan er de jo også fra tid til anden. It’s all good. 🙂
Ja, det trøster mig at huske på, at det går begge veje.
Men for fa’en hvor jeg savner dengang man var dreng, og venner var nogen man så og hang ud med dagligt.
Jaha, det kender jeg! Eller…jeg var jo mest en pige, men det der ukomplicerede, hvor man bare hang ud og i øvrigt havde tid til alting og mere. Dét var dejligt!
Måske man skulle prøve at få gjort det noget mere. Jeg tror det er en selv der komplicerer tilværelsen… måske…
Tjah, både og. De andre har det jo også kompliceret…. men det blir helt sikkert bedre, hvis man gør noget!
Ja. Selve initiativet er nok det vigtigste.
Præcis. At vise, man vil noget. Eller nogen . All the difference!