I december måned 2012, delte jeg en anden mands indlæg på Facebook. I indlægget tog han afstand fra den danske presse, som han mente fremstod som useriøs og sensationslysten når det kom til dansk politik. Efter nogle mindre pæne ord, nåede han frem til 7. punkter som han fremover ville følge. Noget af det gav genlyd hos mig og fik mig til at træffe nogle beslutninger for min egen tilgang til dansk politik. Jeg nåede frem til min egen liste, en form for manifest:
1: For fremtiden vil jeg aldrig købe en avis, se et tv-program eller besøge en hjemmeside, der beskæftiger sig journalistisk med dansk politik på en måde der ikke fremstår seriøs og faktuel.
2: Hvis jeg vil engagere mig i et politisk emne, vil jeg læse og lytte til mine politikere direkte via de kanaler, de selv bruger. Og hvis jeg er uenig med dem eller i tvivl om noget, vil jeg benytte mig af den mangfoldighed af muligheder der i dag er for at gå i direkte, kritisk dialog med dem.
3: Hvis der er et arrangement i nærheden af mig, hvor politikere inviterer til et direkte møde med dem, vil jeg møde op og lytte og diskutere med dem.
Med hensyn til det første, har jeg gennem tiden været igennem et par aviser. Jeg ville helst abonnere på dem alle, men tiden skal prioriteres, så valget faldt på information, da dens omfangsrige og tilsyneladende nuancerede tilgang til emnerne, umiddelbart ligner det, som jeg leder efter.
De to andre ting gik jeg længe og rugede over hvordan jeg ville føre ud i live, men det endte med, at jeg meldte mig ind i et politisk parti. Her til aften har jeg været til generalforsamling i kommuneforeningen og nu sidder jeg i bestyrelsen, så nu mener jeg at have dækket punkt 2 og 3 mere end rigeligt. Måske afskærer jeg mig fra nogle af nuancerne i dansk politik, men jeg vinder muligheden for at få indflydelse.
2013 tegner til at blive et rigtigt spændende år.
/dev/ryge 
Historien har bekræftet at politiske systemer har en tendens til diktatur og egeninteresse, og disse menneskelige instinkter skal modereres med sandheden!
Citat: “Det samfund vi har beskrevet, kan aldrig udvikle sig til en virkelighed eller se dagens lys, og der vil være nogen ende på urolighederne i stater, eller ja, min kære Glaucon af menneskeheden selv, indtil filosoffer er konger i denne verden, eller indtil dem, vi nu kalder konger og herskere virkelig oprigtigt bliver filosoffer og politiske magt og filosofi således komme i de samme hænder, mens de mange naturer nu indhold til følge enten at udelukke den anden med magt er afskåret fra at gøre det. Det er, hvad jeg har tøvet med at sige så længe, at vide, hvad et paradoks det ville lyde, for det er ikke let at se, at der ikke er nogen anden vej til lykke, hverken for samfundet eller den enkelte”. (Platon)