Nu skal du stoppe, Trine Bramsen – for din egen skyld. Det er begyndt at blive pinligt

Jeg ville ønske jeg var bedre til at lide i stilhed, sådan som Therese, men det formår jeg ikke. Slet ikke nu, hvor jeg har læst om Trine Bramsens klodsede forsøg på at rede kastanierne ud af ilden.

Der er flere ting der springer mig i øjnene i dette:

Det var bare for sjov
Sidst jeg hørte den undskyldning, var en engang i folkeskolen. Jeg husker ikke den præcise situation, men en af mine klassekammerater havde gjort noget rigtigt dumt (måske at hælde mælk i en andens skoletaske) og forsøgte at undskylde sig overfor læreren. “Det var bare for sjov”…

Allerede dengang var undskyldningen dårlig og let gennemskuelig. At høre den fra et voksent menneske, som samtidig skal forestille at tegne Danmarks fremtid, gør det tå-krummende pinligt.

Det var for at få IT-branchen på mediernes dagsorden
Hvis ikke Trine Bramsen formår at bringe branchen på mediernes dagsorden på anden måde, kunne det skyldes, at hun ikke bringer noget til fornuftigt til torvs. Hun bør rette blikket indad og overveje, om det hun byder ind med, overhovedet er værd at diskutere.

Hvis Trine Bramsen tror, at hun nu har bragt branchen til debat, er hun jo en vildfaren stakkel. Det ville jo være det samme som, at Frankenstein jublede over menneskemængden med fakler og hø-tyve, samlet udenfor bygningen hvori hans monster gemte sig og proklamerede, at han havde gjort folk interesseret i arkitektur.

Det er ikke branchen der er kommet til debat. Det er Trine Bramsen, hendes kvalifikationer og forventelige kvalifikationer for en IT-ordfører generelt.

Problemet er, at Trine Bramsen påstår at hun ønsker at gøre IT-branchen mere tiltrækkende for studerende, som skal vælge uddannelse, men i så fald bør Trine Bramsen henvende sig til de studerende og forstå deres begrundelser for at fravælge IT-faget.

I stedet henvender hun sig til professionelle – som er langt forbi de overvejelser – og endda gennem de professionelles eget medie. Ikke nok med det, leverer hun en nedladende omgang sludder, som ingen med respekt for andre mennesker kunne finde på at ytre offentligt.

Det ville svare til, at jeg henvendte mig til de kvindelige politikere og foreslog dem at droppe make up og høje hæle, fordi mine venner og jeg synes det får dem til at ligne billige ludere fra Skelbækgade.

Mon ikke det ville falde en enkelt kvindelig politiker eller to (og et par mandlige kollegaer) for brystet? Jeg tror nemlig, at kvindelige politikere helst vil ses som blot politikere og kun bedømmes for deres arbejde, frem for deres køn og påklædning. Men det er måske bare mig?

Til gengæld ville en sådan udtalelse meget præcist præcisere, at problemet ikke er indenfor branchen – men udenfor branchen. Det er nemligt et udtryk for de omkringværendes smålighed og diskrimination af bestemte grupper i befolkningen.

Heldigvis kan man forestille sig hvilken næsten-syllogisme, Erasmus Montanus værdig, som må ligge til grund for hendes udsagn (her har jeg, af hensyn til Trine Bramsen, valgt at linke til forklaringer på de svære ord):

A: Nogle socialt udfordrede mennesker isolerer sig, klæder sig dårligt, lever usundt og kommunikerer med deres omverden via en computer
B: IT-folk bruger en computer

-> IT-Folk socialt udfordrede, klæder sig dårligt og lever usundt.

Men tillykke, Trine Bramsen. Der er opmærksomhed om dig og dit ordførerskab. Desværre ikke om så meget andet.

Please leave a comment