Jeg trykkede “1-1-Enter” på kaffeautomaten – kaffe, sort. Automaten begyndte at kværne bønnerne, så jeg hørte ham ikke komme ind i det lille the-køkken.

“Ja, jeg prøver jo bare at hjælpe så godt jeg kan…”, sagde han.

Jeg havde godt set ham før. Han sad helt nede i den anden ende af storrumskontoret, men jeg havde aldrig talt med ham. Cirka min egen højde men dobbelt så bred og overarme på størrelse med lår. Hvis han havde haft en tatovering på halsen og ikke havde haft sine varme øjne, havde jeg tabt kaffen, skidt i bukserne på stedet og løbet ind og gemt mig under mit bord. Heldigvis udstrålede han varme og så ikke det mindste farlig ud som han stod der og slog opgivende med armene.

Hans udsagn refererede til en diskussion der havde været på inde i storrumskontoret umiddelbart inden. Mønsteret i diskussionen var det samme som altid: Mange der ønskede at få ret – og meget få der havde ret. Jeg tror vi begge var fortrukket fra den frugtløse diskussion. Dem som ønskede at få ret, var også de mest vedholdende. Vi vendte kort emnet for den foregående diskussion, og han kom med nogle indsigtsfulde betragtninger som vækkede min nysgerrighed. Han var klart en som var værd at lytte til.

I knap 2 år har jeg nu lyttet, diskuteret og arbejdet sammen med en af de mest inspirerende og vidende kollegaer jeg nogensinde har haft – og det gælder både fagligt og menneskeligt.

Idag var det så hans sidste arbejdsdag.

Øv.

Det bliver meget tomt og trist i morgen…

Øv, øv, øv.