…eller: “En hård weekend overstået”

I fredags var jeg til fest på arbejdet. Jeg havde haft en del forbehold, blandt andet fordi festen kun bestod af IT-afdelingen – dvs primært mænd – og så fordi underholdningen sidste år blev leveret af en transvistit… Jeg havde besluttet at jeg ville rejse mig og gå, hvis det var noget lignende i år. Det var det heldigvis ikke.

Manden jeg jeg sad overfor under spisningen, var en hyggelig ældre (end mig) fyr, som var chef for en af de andre afdelinger. I forsøget på at bryde isen, begyndte han at spørge til mit arbejde. Det var nok det sidste jeg gad at tale om. For det første havde jeg fri og for det andet sad chefens chef ved siden af ham, og jeg har lært at man skal vare sin mund – specielt når der er chef-chefer eller chef-chef-chefer til stede. Jeg vred og snoede mig for at undgå at sige noget konkret.

Det skulle vise sig at heldet var med mig, for han kommenterede min danskvand. Så benyttede jeg lejligheden til at nævne at jeg skulle løbe Bakke Challenge søndag. Det viste sig at han også løb, og så gik snakken – og heldigvis om noget andet end arbejde.

Min livsfilosofi handler meget om, at man skal udnytte det man har til fulde. Da mit heldbred stadig er godt, skal det selvfølgelig udnyttes og derfor løber, cykler og styrketræner jeg – bare fordi jeg kan. Og engang imellem kaster jeg mig ud i nogle udfordringer, som giver mig en vanvittig tilfredstillelse af gennemføre – og jeg gør det fordi jeg kan. Af samme grund er jeg dybt misundelig på min gamle gymnasiekammerat, Henrik, som for nylig deltog i et ekstremløb gennem Sahara – 250 km på 7 dage. Vi fik os en lang og god snak om denne filosofi, manden overfor og jeg.

En anden ting vi også fik talt om ved bordet, var “Vild med dans”, som alle, inklusiv mig selv, nægtede at vi så. Derfor var jeg også overrasket over at høre, hvor mange detaljer de egentligt kunne om programmet, f.eks. navne på de medvirkende. Nu er programmet vist mest for fallerede kendisser og jeg genkendte da heller ikke så mange af navnene – udover Tommy Kenter, men det er vist længe siden han har været kendt. Men een ting vi kunne blive enige om var dog, at det ikke var værd at se. Eller som min borddame så diskret udtrykte sin civilstand: “Jeg ser det kun sammen med børnene – altså kun hver anden uge“. Heldigvis nåede vi at runde danse-emnet af inden hendes civilstand begyndte at dominere samtalen, og kort efter kom den planlagte underholdningen på: “Samba-dansere” (Jeg tror det var samba. Jeg kan genkende head-banging og folk med 2 venstrefødder – alt andet er en grynet klump for mig) . Intet kunne have ligget smukkere i forlængelse af samtalen. Det gav mig dog tid til at tjekke telefonen for beskeder og emails samt kvidre lidt på twitter.

Efter maden blev vi gennet ovenpå, hvor der var bar og diskotek. Ved synet af diskoteket fik jeg flash-backs til den nyligt overståede 80’er-fest, men musikken var heldigvis en anden. Udover det obligatoriske fadølsanlæg ovre i hjørnet, var der også en strand-cocktail-bar – I ved, sådan et bord fyldt med halm og fiskenet. Her gik det så desværre galt, for de havde hyret verdens bedste og kønneste bartender, som på opfordring blandede de ondeste drinks til mig. Det som var på kortet var noget frygteligt sødt lort, så jeg bad hende finde på noget selv. Hun ligefrem livede op hver gang, lidt som en mad-entusiast der hygger i et velassorteret køkken og det syntes jeg egentlig at hun skulle have lov til. Lørdag havde jeg de vildeste tømmermænd og havde inviteret til spisning…

Efter tidligere at have afprøvet Sophyducks kinesiske and med blommer, havde jeg planlagt at gentage succesen. Duften af rå and går ikke godt sammen med tømmermænd, så den blev hurtigt klargjort og marineret og sat tilbage i køleskabet. Heldigvis efterlader retten rigeligt med tid til sofa-ligning og avis, så midt på dagen var det værste aftaget, og svimmelheden til at leve med. Aftenen forløb stille og roligt – heldigvis – så jeg kunne komme nogenlunde tidligt i seng.

Tømmermændene var nogenlunde overstået søndag, da jeg stod ude på Amager og ventede i startområdet. Selvfølgelig havde jeg valgt 10 km-ruten. Jeg gider næsten ikke løbe mindre, jeg vil jo også have noget for det penge jeg har betalt for startnummeret. Selvom hovedet havde det bedre, sad fredagens effekten af alkohol i kroppen endnu. Ruten var lagt sådan at der var ca 2 km på et fladt stykke, så ca 1 km som gik henover 3 bakker et par gange, og så ca 2 km tilbage til startområdet – og så en omgang mere.

På disse 10 km lærte jeg en del ting om mig selv, blandt andet at det kun er hårdt, hvis man tror det er hårdt. Det lykkedes mig flere gange at overvinde mig selv og finde flere kræfter til at holde tempoet oppe – også op af bakkerne. Det lykkedes mig at komme i mål, kun 20 sekunder langsommere end den tid jeg havde sat som mit mål.

Men det var stadig hårdere en jeg havde regnet med. Jeg håber at det var på grund af fredages fest, for jeg har meldt mig til Salamon Trail Camp på Bornholm til foråret, og det slutter af med et løb 25 hårde kilometer – og jeg kan endnu ikke løbe 25 km, bare i fladt terræn…

Lad træningen begynde